Film som kunstmuseum

Af Thomas Hasse Therkildsen

Hvordan behandler film emnet kunstmuseer? Er de traditionelt vist, hvor malerier og skulpturer udstilles, eller bruges bygningen med de flotte værker blot som baggrund til et personligt drama eller to? Denne artikel vil undersøge netop disse spørgsmål. Kunstmuseer i sig selv har ikke så kompleks en funktion, men så snart de bruges i film ændres deres rolle. En film hvor museet og dets udstillinger vises, som hvis man selv besøgte det, ville nok være som et diasshow. Noget man let kan opleve ved at gå på nettet og evt. besøge Googles museumskatalog. Der skal mere til for at gøre kunstmuseet spændende på film end bare at vise billederne og skulpturerne, og det ville mildes talt være lidt for kedeligt, hvis man bare så billederne uden selv at være der.

Kulissen

Det er dog ikke svært at forestille sig, hvordan et kunstmuseum kan bruges i en spændende kontekst på film. Et sådan museum indeholder ofte uerstattelig (og derfor også uvurderlig) kunst, så det er ikke underligt, at sikkerheden disse steder helst skal være i top. Hvor der er dyrebare skatte, er tyveri altid en risiko. At snyde denne sikkerhed, eller på listig vis snige sig forbi den, føles som en kabale der går op, og er på den måde underholdende at overvære.

Derfor er der også lavet en masse film med kunsttyveri, og blandt dem er Sådan stjæler man en million (1966) med Audrey Hepburn og Peter O’Toole. Hepburn er i hovedrollen som moderne kvinde. Hun trives i de højere sociale lag, men på diverse kunstskattes bekostning, da det er gennem hendes fars talent som kunstforfalsker, at hun er havnet der. Faren kender ikke til ordsproget “stop mens legen er god” og Nicole, Hepburns karakter, frygter derfor for sin far. Selvfølgelig går det galt, da faren endelig vover for meget, og Nicole tvinges til at blive kunsttyv for at redde den hovmodige far. Heldigvis støder hun på Peter O’Tooles karakter, Simon Dermott, som er brudt ind i hendes palæ i gang med at undersøge deres malerier. Han viser sig dog at være uundværlig, og selvfølgelig er der romantiske undertoner i den komiske film.

Selvom mange kunstværker fremvises i filmen, er museet kun brugt som kulisse. Der er en kort sekvens, hvor ansigtsudtrykket på menneskene i malerierne bruges som sindsbillede af handlingen i filmen, men ellers spiller museet og dets indhold ikke nogen særlig aktiv rolle i filmen. Meget af den del af filmen, som foregår på selve museet, sker i et kosteskab, og man er derfor gemt væk fra alt det, som museet består af.

Historien

Mere alvorligt bruges Eremitagen i Sankt Petersborg i filmen Den russiske ark (2002). I én flot indstilling ses vinterpaladset og Eremitagen i al sin pragt, mens større og mindre historiske begivenheder finder sted. I denne film fungerer kunstmuseet også som kulisse, men mens man bevæger sig igennem den enorme bygning, diskuteres omgivelserne af de karakterer, der er med i filmen. Museet er derfor meget mere en del af filmen, end det var i Sådan stjæler man en million. Det føles som en drøm, når hovedpersonen, hvis syn man har, går fra hal til hal fyldt med enten kunstværker fra hele verden eller selskaber fra forskellige tidsaldre.

Filmen er en hyldest til museet, og den kultur den indebærer – ofte beundres værkerne og arkitekturen, men der dvæles sjældent ved dem, sådan så man som tilskuer får lov til at se dem fuldt ud. Det betyder ikke, at man intet indtryk får af museet. Filmen fungerer som en implicit guidet tur, når den excentriske Marquis (Sergey Dreyden) følger den unavngivne hovedperson rundt, men ligesom med virkelige guidede ture, bruges der alt for meget tid på at snakke om kunsten i stedet for at nyde den.

Udstillingen

Det tætteste man kan komme på at se kunstmuseet, som det er ment, er gennem dokumentarer. Her er nemlig ikke store krav til historien, og derfor kan kunstværkerne i museet fremstilles uden større omsvøb. The Louvre City (1990) tager et nøgternt blik på det berømte museum, og derved får man noget af den grandiose udstilling at se. Det er dog ikke denne, som er i centrum, men rettere de mange mennesker som arbejder på museet. Det er også denne flok, der refereres til i filmens titel, da museet og dets personale i funktion næsten er som en mindre by i spil.

Det er dog kun i korte sekvenser, man får kunstværkerne fuldstændigt at se. Til dels er det synd, når man har at gøre med en samling så imponerende som den i Louvre, men det er ikke mindst også spændende at se, hvordan de ansatte flokkes om værkerne og i samarbejde holder museet med dets indhold i stand. Nicolas Philibert, som er instruktør på filmen, blander sig som en flue på væggen, ikke i det der foregår, men han formår alligevel at gøre oplevelsen intim. Filmen fungerer ligesom en episode af How Its Made (2001-igangværende) og er på sådan en måde interessant, da man ofte ikke tænker over hvor meget praktisk arbejde og hvor mange overvejelser der ligger i at vedligeholde et museum.

Afrunding

Det forbliver dog ærgerligt, at kunstmuseer og film ikke passer så godt sammen, da de begge er visuelt orienteret og med lidt ynde måske godt kunne arbejde sammen. Alligevel er det menneskerne, der er i fokus, og sådan vil det måske altid være. Det er dog interessant at se, hvordan den biografaktuelle Det store museum (2014) behandler emnet, da den er endnu et bud på en film, som omhandler og foregår på et museum. Denne gang er det, det kunsthistoriske museum i Wien der er vært for filmen, og det er ligesom The Louvre City en dokumentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *