FIFTY SHADES OF BLACK: Tortur i alle afskygninger

Af Patricia Messi Smollerup

Man skulle ellers tro, at Sam Taylor-Johnsons filmatisering af E. L. James roman Fifty Shades of Grey (2015) havde givet materiale til et hav af jokes, men Marlon Wayans formår kun enkelte gange i sin nye spoof-komedie Fifty Shades of Black at ramme plet. Der er langt imellem, og størstedelen af filmens jokes bliver trukket så langt ud, at de dræbes undervejs.

Fifty Shades of Black er skuespiller, komiker og manuskriptforfatter Marlon Wayans nyeste skud på stammen inden for spoof-komediegenren. Sammen med sine brødre har han tidligere arbejdet på film som Scary Movie (2000), Scary Movie 2 (2004) samt The Haunted House (2013) og Fifty Shades of Black er bl.a. produceret af A Baby Way Productions. Et produktionsselskab netop ejet af Wayans-brødrene. Filmen instrueres af Michael Tiddes.

Den generte collegestuderende Anastasia Steele er skiftet ud med Hannah Steele (Kali Hawk), og i stedet for den mystiske Christian Grey ses nu Cristian Black (Marlon Wayans). Vi kender historien, og parodien lægger sig tæt op af Fifty Shades of Greys overordnede storyline.

I forhold til Anastasia er Hannah en stærk sort kvinde med mere kant, og der spilles på, at hun ikke blot vil finde sig i tingene, men rent faktisk gør modstand. Dette er en af de få punkter, hvor filmen fungerer bedre, og et af filmens sjoveste øjeblikke er plot-twistet i slutningen, hvor Hannah tager kontrollen, pisker Black, og hævner sig for alle sorte, som gennem forskellige Hollywoodfilm er blevet pint.

ANMELDELSE AF:
Fifty Shades of Black

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Marlon Wayans

LAND:
USA

Filmen har meget fokus på race, og en lang række jokes går på netop dette, hvilket særligt kommer til syne ved Blacks hvide racistiske adoptivmor (Florence Henderson), som gemmer sin pung, mener det at ryge crack er et genetisk problem for sorte, og som primært har adopteret Black for at få point til velgørenhedsarrangementer. På trods af at denne type humor kan ses som en let løsning, synes jeg, at den fungerer og rent faktisk er sjov.

En anden type af jokes, som til gengæld på ingen måde fungerer, er den endeløse række af grove under bæltestedet jokes, som på intet tidspunkt førte til latterkrampe, men i stedet en rungende stilhed i biografsalen. Jokesene er dovne og går efter laveste fællesnævner. Hannah Steeles store, kraftige, hvide veninde Kateesha (Jenny Zigrino), som taler og opfører sig som en stereotypisk sorte kvinde, er ligeledes tåkrummende, da Zigrino overspiller, ikke er i nærheden af at være sjov, men blot plat og primitiv. Hendes karakter fylder for meget.

Der er i filmen enkelte referencer, som får en til at trække på smilebåndet, som da Mr. Black i sit torturkammer har piske hængende fra en række film, som Django Unchained (2012), 12 Years A Slave (2013), Glory (1989) osv., men generelt er der alt for mange unødvendige referencer både til film og popkultur, som er vilkårligt placeret og ikke har noget som helst formål, hvilket gør, at man som seer har fornemmelsen af, at Wayans bare har ønsket at namedroppe.

Ligeledes kommer en helt unødvendig Magic Mike parodierende dansescene som et sidespring, der tydeligt understreger filmens problem med at holde fokus, og som bliver trukket alt for langt ud, hvilket er et generelt problem for filmen. Jokes og pointer, som ellers starter med at være sjove, varer meget længere end ønsket. En ellers sjov detalje, hvor Black har låst Hannah Steele fast med håndjern og nu ikke kan finde nøglen, medfører et besøg fra ikke bare en låsesmed, men også politiet, en tyv, en tryllekunstner og en som brænder hende fri med en flammekaster. We get the point.

Men der er sjove passager, som rent faktisk fungerer, hvor Wayans formår at gøre grin med ikoniske scener fra Fifty Shades of Grey ved at gøre den ellers intense og seriøse stemning humoristisk. Marlon Wayans får desuden udstillet nogle af svaghederne ved Fifty Shades of Grey, heriblandt den kritisable dialog. Også Anastasia Steeles (Dakoda Johnson) evige bid i underlæben kommer under kærlig behandling og Christian Greys (Jamie Dornan) besiddertrang bliver udtrykt gennem Blacks stalkerovervågning med kameraer installeret overalt i Hannahs lejlighed, som toppes af en flyvende drone.

Disse sjove øjeblikke er der dog langt i mellem, og den primære følelse, som man sidder tilbage med, er en film med potentiale, og som momentvis har noget at byde på. Filmen mister dog fokus og tager ofte den nemme løsning og udpensler og trækker jokesene i langdrag, hvilket er trættende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *