FENCES: Washingtons nyeste leverer Oscar-momenter i hobevis

Af Jakob Freudendal

Jeg er stor fan af skuespilleren Denzel Washington. Den dobbelt Oscarvindende skuespiller imponerer altid med bemærkelsesværdigt nærvær, hvad end det er i rollen som alkoholiseret pilot i Flight (2012) – en af mine personlige favoritter – eller som action-helt i en af de mange blockbustere fra karrierens sensommer.

Den populære skuespiller har dog endnu til gode at bevise sit værd i den varme instruktørstol, efter hans to halvlunkne dramaer Antwone Fisher (2002) og The Great Debaters (2007). Hans tredje forsøg bevæger sig også i den socialrealistiske ånd, og selvom Washington momentvis rammer plet, bliver det aldrig overbevisende filmkunst.

Adapteret efter afdøde August Wilsons teaterstykke af samme navn – som i øvrigt indbragte Wilson både en Pulitzer og en Tony – fortæller Fences historien om Troy Maxson (Denzel Washington), der kæmper mod sine indre dæmoner, mens han prøver at forsørge sin familie i 1950’ernes Pittsburgh. Hans kone Rose (Viola Davis) forsøger at holde sammen på deres slidsomme familieliv og støtte deres søn Cory (Jovan Adepo), mens Troy drikker gin direkte fra flasken efter hver enerverende arbejdsdag som skraldemand.

Filmens kulisse er nærmest udelukkende familiens baggård, hvor Troy skiftevis tæsker sin ulydige søn, der forsøger at opnå sine drømme om college og en potentiel fodboldkarriere, drikker sig fuld med kollegaen Mr. Bono og kaster sig over hans personlige evighedsprojekt – at bygge et hegn. Et hegn, der både skal holde hans familie i sikkerhed, men som også let kan fortolkes som den stadigt voksende kløft, Troy graver mellem ham selv og hans søn.

ANMELDELSE AF:
Fences

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Denzel Washington

LAND:
USA

For ligesom sin far drømmer Cory om at blive sportsstjerne – en drøm Troy selv fik knust i sine yngre dage, og som han ingenlunde ønsker for sin egen søn og derfor modarbejder ham ved enhver lejlighed. Spændingerne i familien vokser sig større og større, mens Troy svælger i sin fortid og glemmer alt om nuet, og råbende fortæller sin søn, at han ikke behøver at elske ham, når han alligevel deler blodsbånd med ham.

Fences er fortællingen om et spildt liv, om at opgive sine drømme og fortabe sig i sin fortid. Som det måske lyder, er det en perfekt scene for store skuespilpræstationer, hvor både Viola Davis og Denzel Washington får masser af muligheder for at spille med musklerne og indlevere deres ”Oscar-moment”.

Men mest af alt er filmen et teaterstykke direkte overført til filmlærredet, hvor skuespillets magi kommer til sin ret, men hvor resten af mediets muligheder falmer. Det er i den grad en skam, for historien om Troy Maxson kunne være fortalt langt mere filmisk raffineret, havde Washington blot bygget videre på forlægget og ikke gengivet teatermanuskriptet 1:1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *