Anmeldelse
FEMINISTEN: “Ud med racisterne – ind med feministerne!”

Af Amine Kromann Karacan

For nogle år siden så jeg lidt til en ung mand, der ikke var helt klar over, hvordan han havde det med feminisme. Jeg var ikke bleg for at bekendtgøre, at jeg ikke ville se ham længere, hvis ikke, han var erklæret feminist. Han tænkte sig om og fandt sjovt nok ud af, at så var han da nok feminist. Sådan kan man gøre det. Den svenske politiker, Gudrun Schyman, har andre, mere holdbare, metoder.

Schyman tager hjem til privatfester for at tale med dem, der kunne være interesserede i hendes projekt, Feministisk Initiativ. Et parti hun er stifter af, og som advokerer imod sexisme, racisme og homofobi. Schyman selv er en berømt politiker i nabolandet Sverige og har været genstand for en del postyr vedrørende både skattesvig og alkoholisme – sager, hun har rejst sig fra. Som 70-årig er hun stadigvæk i fuld vigør, for Schyman vil have, at det bliver i hendes levetid, at man ser de fremskridt, som Feministisk Initiativ kæmper for.

Det har altid undret mig, at alle ikke er feminister. For mig, og for Schyman, betyder det at være feminist nemlig bare, at man tror på lige rettigheder mellem kønnene. Igennem min ungdom har jeg dog mødt en del, der er af en helt anden overbevisning. De ser feminister som mavesure, mandefjendske, polemikere, og Schyman selv repræsenterer for mange danskere det, de finder mest skræmmende ved Sverige: politisk korrekthed over alle grænser.

Schyman udtaler i filmen, at man skal være sig bevidst om de magtstrukturer, der hersker og have viljen til at forandre dem. Dette må ske politisk – det er ikke nok at fokusere på hjemmefronten. Jeg er ganske enig, og hvor ville jeg dog ønske, at Feministen kom bare lidt ind på Schymans konkrete politik eller teori.

I stedet fokuseres der på en masse flotte citater og overskrifter, der bliver en smule overfladiske i længden, når de ikke uddybes og diskuteres. Det er ganske tydeligt, at Schyman har en imponerende viden, og jeg længes efter at høre en hel udgave af en af hendes taler i stedet for afslutningerne og alle de uinteressante udtalelser til pressen. Pointen er at vise Schyman udadtil for efterfølgende at åbenbare hendes private sider.

Schyman og hendes datter taler ærligt om Schymans fortid med alkoholmisbrug og omsorgssvigt. Det er sårbart og modigt. Schyman er en klog og interessant kvinde med mange modstridende karakteregenskaber. Det hele bliver dog for redundant og ufokuseret.

I Feministen’s sjoveste scene holder Schyman oplæg for en gruppe bestående kun af mænd. Mændene er nysgerrige, men en af dem føler sig alligevel truffet, da Schyman taler om mænds kontrolbehov overfor kvinder og den patriarkalske vold, som starter allerede i skolen: “Hvor mange kvinder har ikke allerede som piger oplevet at blive nevet i brysterne eller bagi af drengene?” spørger hun. Manden fortæller, at sådan noget, har han da aldrig gjort.

Da det viser sig, at der kun er to andre, ud af de ca. tredive mænd, der kan sige sig fri for lignende handlinger, bliver der stille. Når magtstrukturer erkendes både fritages og påhæftes individet et ansvar: fortiden undskyldes, men den nutidige erkendelse kræver handling og forandring.

Scenen er god, fordi mændene griner fåret ved tanken om forbudte klem, men også fordi, de oprigtigt gerne vil høre, hvad Schyman har at sige. Hun udstiller dem nemlig ikke. Hun fortæller også om de ting, der ikke er morsomme ved mandeklicheer: at rende rundt som en maskine med konstant erigeret pik i jagt på succes og penge for endelig at kunne gå på pension og dø for tidligt af et hjertestop efter et liv fyldt med stress. Nej, kønsstereotyper er ikke morsomme for nogen.

På trods af sine mangler, vil jeg alligevel anbefale Feministen, der vækker tanker om lidt af hvert lige fra eksistentielle livsvilkår til blandede minder – Først: en “sherifstjerne” tildelt af den frække dreng i klassen foran cykelskuret, dengang jeg gik i børnehaveklassen. Det føltes så pudsigt dejligt, da han nev mig i mit uudviklede bryst, og da han efterfølgende trak hånden til sig, stod vi lidt og grinede til hinanden. Sådan er grænser nogle gange flydende, og verden er heldigvis ikke sort/hvid. Så: hvordan nogle mænd virkelig vil kontrollere kvinder, og hvor ubehageligt og ulykkeligt det er for begge parter.

Og angående politisk korrekthed, så er det bare noget, du siger om ting, du inderst inde godt ved, er rigtige, men som du ikke orker at forholde dig til. Danmark, tag dig nu sammen!

Kommentarer