FAST & FURIOUS 7: Brændt gummi og salte tårer

Af Niels Harpøth

Instruktør James Wan har sammen med sit hold kreeret, hvad der ikke bare er et passende slutpunkt for den snart 14-år gamle franchise, som er kendetegnet ved højoktan stunts og rap-videoæstetik, men en værdig afsked til Paul Walker, der omkom under en tragisk bilulykke, mens optagelserne var i fuld gang.

Filmen kunne dermed slutte sig til den mutte samling af film som The Crow (1994) og The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009), der mistede en bærende skuespiller under produktionen. Så det store spørgsmål ved indgangen til denne blev, hvordan pokker havde James Wan tænkt sig at afslutte Brian O’Conners historie, som startede helt tilbage i 2001?

Dette leder til en nærmest pervers spænding sjældent oplevet i serien. Man er jo efterhånden blevet så vant til sine hovedkarakterers udødelighed, at visheden om en snarligt forekommende afslutning lige får en til at gribe lidt hårdere om armlænet. For de kunne vel ikke finde på at slå O’Conner, eller Dom for den sags skyld, ihjel, kunne de?

Efter strabadserne i 6’eren ligger Owen Shaw på hospitalet, Dom (Vin Diesel) gør sit bedste med den stadigt hukommelsesløse Letty (Michelle Rodriguez), og mens gør Brian (Walker) sig som nyligt udklækket familiefar, der har måtte skifte muskel-øserne ud med minivans.

ANMELDELSE AF:
Fast & Furious 7

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

James Wan

LAND:
USA

Men Owen har en storebror – Deckard Shaw (Jason Statham) – klassens hårdeste banan. Han påbegynder sit vendetta mod Dom, men man rører ikke Doms familie uden at få tifold igen – It’s on! Samtidig er der også noget gøgl med en hacker og nogle terrorister ledet af Djimon Honsou, men det er mest bare en undskyldning for endnu mere action.

Der er ikke meget nyt under solen og der er vitterligt ingen grund til at se Furious 7, hvis ikke man har set de seks foregående film i serien. Hvis man har det, er der nok visse forventninger: Veleksekverede actionsekvenser, et plot fyldt med undskyldninger for disse, nogle fine ord om familie fra Dom og en Roman (Tyrese Gibson), som stadig er grænseløst irriterende.

Alle forventninger indfries.

Serien har i denne omgang fået en god indsprøjtning af agentfilms-DNA. I særdeleshed er Mission: Impossible – Ghost Protocol (2011) at spore, når Dom, Brian og slænget må kaste sig ud i håndgemæng med terrorister, tycoons og cocktailfester i Abu Dhabi.

Det fungerer egentlig ganske udmærket og Wan klarer springet fra horror til hestekræfter uden de allerstørste problemer. Hans snurrende kamerabevægelser, som han blev så glad for under Nattens Dæmoner (2013), kan i hvert fald give lidt ekstra kinetisk krydderi, når Statham og The Rock kaster rundt med hinanden.

The Fast & The Furious-serien er lidt gået hen og blevet noget ganske særligt. Den har med Furious 7 fået en bundsolid og passende afslutning. Som jeg så småt sad og græd lidt til. Den svælger i sentimentalitet, og det kan godt være, at de afsluttende replikker ikke er udsprunget fra den største ordsmed, men deres dybtfølte natur er ikke at tage fejl af.

For guds skyld Universal – lad dette stå som det definitive punktum for serien. Medmindre I kan få Helen Mirren med som Shaw-brødrenes mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *