FASSBINDER – AT ELSKE UDEN AT KRÆVE: Portræt af hyperproduktiv filmkunstner

Af Ida Lydom Thomsen

Fassbinder – at elske uden at kræve er et portræt af manden og myten bag film som Petra von Kants bitre tårer, Effi Briest og Angst æder sjæle op samt 40 andre spillefilm, Rainer Werner Fassbinder.

Fassbinder, der af mange anses som én af de vigtigste tyske filminstruktør, behandles i filmen som en unik auteur af danske Christian Braad Thomsen, der kendte ham personligt helt fra begyndelsen af hans karriere op til hans død i 1982. Filmen er på mange måder en hyldest til hans arbejde såvel som mennesket bag. Braad Thomsens egne optagelser kombineres med diverse arkivklip, stills og interviews med Fassbinder, men også hans mor og hans skuespillere. Gennem 7 forskellige kapitler gennemgås hans virke fra barndom til død gennem tematiske forbindelser, der binder værker og person sammen.

I filmens første minutter havde jeg følelsen af, at jeg havde slået over på DR K og et Gensyn med fjernsyn-program fra før monopolet blev brudt. Braad Thomsen taler roligt ind over arkivbilleder fra slutningen af 60’erne og indvier publikum i sine egne oplevelser med instruktøren. Selvom det ikke er en dårlig ting, så sætter det dog fra starten tempoet, og det er ikke ét, der passer til den meget rastløse seer. Filmen giver Fassbinder meget taletid, og kredser om hans udtryk, samfundssyn og kunstner-image. Især et enkelt interview lavet af Braad-Thomsen på et hotel i Cannes viser en meget træt og slidt, men virkelig filosoferende Fassbinder. Her er det tydeligt, at der er tale om to filmskabere, der kendte hinanden godt, og det giver filmen troværdighed og nerve.

ANMELDELSE AF:

Fassbinder – at elske uden at kræve

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Christian Braad Thomsen

LAND:
Danmark

På et tidspunkt blev jeg dog mættet af Fassbinders lange udtalelser om kunst, samfundet og livet, men samtidig er det beundringsværdigt, hvor fagligt og på ingen måde overdramatiserende  historien om instruktøren er fortalt.

Selvom hans arbejde bliver hyldet som kunst, og Braad Thomsen er en klar beundrer, så er det langt fra alt, der bliver sagt om Fassbinder, der er positivt. Fassbinder skildres i et væld af forskelligt billedmateriale som en utrolig produktiv, næsten besat, karakter, der er så sikker i sin holdning til verden, men på mange måder urimelig og besværlig overfor sine nærmeste. Hvor mange portrætter ville inddrage forskellige kilder til at afdække sagen, er det primært folk fra samme omgangskreds, vi stifter bekendtskab med her. Denne type portræt ville i mange tilfælde ikke fungere, men i og med at vi er rykket ind i vennekredsen og ind under huden på hans offentlige image, så føles det som en naturlig ensidighed. Filmen sætter på ingen måde spørgsmålstegn ved hans storhed, og det kan man jo så være enig eller uenig i.

Der er ingen tvivl om, at det her klart er en film for de mere nørdede filmseere – den behandler sit emne roligt og slavisk, mens at Braad Thomsen finder sammenhænge og motiver i Fassbinders arbejde. Hvis man interesserer sig for Fassbinder eller auteuren som begreb er filmen helt klart et kig værd, for den tegner et rigtig interessant og ærligt billede af en mand, der på mange måder ikke kunne leve uden sit arbejde og kunst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *