Farverig fortælling om Danmarks umage makkerpar

Af Asta Schantz Koch

Hvis man forventer en film, der anvender samme eksperimenterende filmsprog som Hr. Boe og Co’s tidligere film, bliver man svært overrasket, når man møder Spies & Glistrup. Men der er skam tale om et fornøjeligt og til tider finurligt møde med nogle af Danmarkshistoriens nok mest excentriske og løjerlige originaler. Simon Spies og Mogens ’Mogge’ Glistrup genforenes ved en fest på Regensen i 1965, hvor et forretningsproblem forener de to – og sådan starter eventyret om et meget unikt venskab.

Baseret på virkelige hændelser – og en del uvirkelige
Selvom Spies og Glistrup var virkelige nok, er det værd at holde sig for øje, at der er tale om ret letfærdig omgang med virkeligheden. Spies’ spidsfindigheder og genkendelige gnækken gjorde ham til en mindeværdig personlighed, der her portrætteres af Pilou Asbæk. Og han har sandelig en opgave for, som han egentlig udfører storartet. Asbæks Spies er skægbeklædt og så langt fra blufærdig, som nogen kan være. Og så er han ret så morsom. Dog kommer man aldrig rigtig tættere på Spies, og det til trods for at man gentagne gange møder ham uden en trevl på kroppen.

Mogens Glistrup, der nok huskes som bornholmeren, der hadede skatter og ”muhammedanere”, spilles af Nikolas Bro. Den bornholmske accent er så småt forsvundet, og så er Bro altså et kønnere syn end den virkelige udgave. Men filmens Glistrup er en ganske underholdende karakter, der fungerer som et fint modspil til Spies. En stor del af Glistrups karakter bindes op på hans hjemmeliv, hvor konen Lene, spillet at Trine Pallesen, altid støtter op om sin mands seneste påfund i hans kamp mod det umoralske skattesystem. Men hvorfor han lige hader hele systemet, det må man gætte sig til.

ANMELDELSE AF:
Spies & Glistrup

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Christoffer Boe

LAND:
Danmark

Farverig overfladeunderholdning
Rejsekongen og skattesnyderen underholder uden tvivl, men filmen giver aldrig rigtig adgang til de dybere lag i de to personer hos begge personer. Det er filmens tempo simpelthen for højt til. I stedet er der lagt fokus på de tos aparte måde at navigere igennem (og udenom) det danske samfund. I sidste ende sluges hele herligheden en smule af de hylende morsomme momenter.

Men det er også i orden. For de to er interessante nok som karikerede karikaturer. Christoffer Boe formår med sin film at levere gangbar underholdning, der giver et farvespækket billede af to flamboyante personligheder, der var ragende ligeglade med, hvad andre syntes. Man kan måske synes, at filmen til tider har fået en tand for meget, men som Spies selv gnækker: ”det føles nu meget godt”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *