FAR FROM THE MADDING CROWD: Fart på frieriet

Af Joachim Morre

Far From the Madding Crowd behandler kærlighedens og begærets uransagelige veje. Vores heltinde, den victorianske godsejer Batsheba, bevæger sig igennem forskellige fristelser og bejlere i jagten på at opfylde sit begær og sin egen idé om det perfekte liv. Filmen er baseret på Thomas Hardys roman fra 1874 af samme titel.

Batsheba Everdeen er en simpel pige fra landet, der arver sin onkels gods. Hun er smuk, velmenende, økonomisk uafhængig og kan vælge og vrage imellem de insisterende og forskelligartede bejlere, der omgiver hende. Bathsheba er i udgangspunktet utrolig bevidst omkring, hvilken mand hun søger, men får, som filmen skrider frem, sværere og sværere ved, at navigere i de pågående bejlere: den jordbundne fårehyrde Oak (Matthias Schoenaerts), den velhavende gårdejer Boldwood (Michael Sheen) og den forførende sergent Troy (Tom Sturridge).

Uden at ville afsløre udfaldet af de forskellige romancer, tør jeg godt antyde, at Batscheba flere gange udfordres i hendes selvbillede og partner-præferencer. For selvom begæret søges kontrolleret af vores viljestærke heltinde, er græsset som oftest grønnere på den anden side af hegnet.

Desværre har filmen gennemgående for travlt i afviklingen af de forskellige romancer –  især hen imod slutningen hvor de dramatiske begivenheder komprimeres mere, end hvad godt er. Der mangler nuancer i portrætterne af bejlerne, klangbund i karakteristikkerne og det hæsblæsende tempo mod slutningen giver tilskueren følelsen af at være vidne til et victoriansk ”Dagens mand” for viderekomne, hvor de deltagene vinder hver deres runde.

ANMELDELSE AF:
Far from the Madding Crowd

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Thomas Vinterberg

LAND:
USA & Storbritannien

I en af filmens bedste scener forføres Batscheba endelig af Troys overlegne sværdføring i en nervepirrende og erotisk leg med liv og død, der efterlader den ellers ukuelige heltinde målløs og opstemt. Scenen er sexet og energisk og bliver et dejligt afbræk i en film fuld af følelser.

Carey Mulligan er mere end skøn i rollen som Bathscheba og troværdiggør mændenes fascination og ømhed. Matthias Schoenaerts, som jeg ellers holder meget af, virker derimod en smule akavet, fastlåst i den romantiske stereotyp om den velmenende, hundeglade hyrde, der til gengæld ikke kan lide ord og festlige arrangementer. Schoenaerst tildeles tilskuerens ubestridte sympati, og man kan forundres en smule over, at en kvinde med hjertet på det rette sted ikke umiddelbart falder ham om halsen. Måske synes hun, at der er noget uautentisk og upålideligt over en bad-boy hunk som Schoenaerts i fåreklæder. Hvem ved.

Vinterberg på engelsk har ikke tidligere haft den store succes i de danske biografer. Og jeg tror desværre ikke, at Far From The Madding Crowd formår at rykke det store på den statistik.

Far From The Madding Crowd  er ikke Vinterbergs bedste film, men er bestemt seværdig. Jeg morede mig faktisk fantastisk, om end jeg er i tvivl om, om det var på de rigtige tidspunkter og af de rigtige årsager. Det skal nævnes, at filmen er enormt billedskøn og bevæger sig elegant imellem intime nærbilleder og fotografiske landskabsmalerier med sunflairs og engelsk landmandscharme. Vinterberg tør endnu engang at bevæge sig ud på helt uprøvet terræn og stort cadeaux for det.

Kommentarer