FANTOMDRENGEN: Kræft og superkræft i den tegnede storby

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Er det en fugl? Er det et fly? Nej det er ånden fra en 11-årig kræftramt dreng, der svæver over New Yorks tage. En modig helt, der er villig til at sætte sit eget liv på spil for at redde byen fra en ond (om end uduelig) skurk, hvis ansigt af mystiske årsager er blevet forvrænget til at ligne et Picasso-maleri.

Umiddelbart sælger Fantomdrengen sig på at være en superheltefilm for børn, og der dykkes da også ned i spørgsmålet om, hvad det egentlig vil sige at være en helt i filmen. På flere steder fin og dybtfølt facon bliver hovedpersonen Leos kamp mod filmens skurk (der er overlagt tegneserie-super-skurket) en parallel til hans kamp mod kræftsygdommen. På trods af dette, har filmen dog faktisk mere karakter af en kriminal-fortælling. Skurkens ondsindede plan er nemlig ikke det totale verdensherredømme, men derimod at stjæle en masse penge ved hjælp af en computervirus.

Han er iført trenchcoat og hat på sned i stedet for spandex. Derudover byder karaktergalleriet også på en handlekraftig, men uheldig politibetjent; en højtråbende kommissær; og en ambitiøs, men uforsigtig kvindelig graver-journalist. Det er den ofte regnvåde storby, der er setting, og helt centralt har filmen en svævende, mystisk tone.

Udover at være superheltefilm, er Fantomdrengen altså også en tegnet film noir. Rettere sagt er den faktisk en parodi på film noiren. Humoren er nemlig filmens helt store force, og den rammer allermest plet de steder, hvor genrekonventionerne gives et satirisk spin. F.eks. i en af de mest vellykkede scener, hvor skurkens forsøg på at sende en videohilsen, hvor han forklarer sin onde plan, ud til New Yorks borgere, bliver forhindret af en overambitiøs kameramand, der bliver ved med at afbryde; samt to uduelige håndlangere, der bliver trætte i armene af at holde den mørke stofbaggrund oppe.

ANMELDELSE AF:
Fantomdrengen

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Alain Gagnoil & Jean-Loup Felicioli

LAND:
Frankrig

Vellykket er også filmens animation, der med den samme enkle, men skæve streg – der også kendetegnede En kat i Paris (2010) fra de samme filmskabere (Alain Gagnol, Jean-Loup Felicioli) – fører én ind i et unikt og stiliseret univers. Særligt billedskønne er de lange sekvenser, hvor helten, Leos ånd, svæver hvileløst rundt i byen. I samme tråd skal en rose også falde til den animerede kortfilm Vagabond, der optræder som forfilm til Fantomdrengen. Med en spilletid på kun lidt over 7 minutter og næsten uden dialog formår denne at skabe en interessant konflikt samt male et ligeledes visuelt imponerende portræt af en dystopisk fremtidsby.

Dog er det desværre ikke alt ved Fantomdrengen, der virker lige godt. Manuskriptet halter i nogle af de mere seriøse sekvenser, der kommer til at virke enten belærende eller grænsende til det oversentimentale. Faren kommer i en scene ind med mad til sin syge søn. Han har lavet hans livret, der selvfølgelig ikke er pizza eller burger, men spaghetti med aubergine og revet parmesan. Der zoomes ind på tallerkenen for at understrege, at sund mad godt kan være lækkert. Ligeledes lægges der også fokus på, at Leo altså husker at stoppe for rødt når han svæver rundt i byens trafik. Udover at virke uelegante og malplacerede bremser sekvenser som disse også det overordnede plot, der som følge kommer til at virke en smule rodet.

Fantomdrengen er en flot, følsom og frem for alt morsom familiefilm, der via en satirisk genreleg både skaber et spændende og farverigt univers samtidig med, at der tackles et vigtigt og virkeligt emne. Filmen falder desværre i fælden og slår flere steder sin målgruppe i hovedet med sine pointer. Som helhed er der dog rigeligt, der både virker rørende, originalt og underholdende for børn samt voksne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *