FAMILIEN BÉLIER: En sangstjerne bliver født – i en døv familie

Af Katrine Ravnsgaard

I Familien Bélier møder vi mor, far og en lillebror, der er døve, mens teenagedatteren Paula er familiens eneste hørende medlem. Hun fungerer som familiens tolk, både business-wise, og når forældrenes sexliv skal diskuteres hos lægen. I skolen starter Paula til kor, og ironisk nok er hun velsignet med et sangtalent, som giver hende muligheden for at flytte hjemmefra og til Paris. Men kan familien mon undvære hende?

Filmen formår på ret sjov vis at introducere publikum til forskellene mellem Paula og hendes familie. Vi ser hvordan mor, far og lillebror larmer helt uudholdeligt meget ved morgenbordet – selvfølgelig uden selv at opfatte det. Nogle øjeblikke giver filmen kant, og langsomt bliver det synligt, at filmens tema er mere generelt end specifikt for en døv familie: Hvordan giver man slip, når børnene flyver fra reden?

Efter Paula har været en del af skolekoret i tre måneder, opfordres hun af sin lærer til at søge ind på en prestigefyldt sangskole i Paris. Om det er realistisk eller ej, at hun efter et par måneder med skolesang er dygtig nok til at komme ind på skolen i Paris, kan jeg ikke vurdere. Men jeg tror ikke på det.

ANMELDELSE AF:
Familien Bélier

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Eric Lartigau

LAND:
Frankrig

Paulas (og filmens) problem er, at hendes ungdommelige vægelsind ikke er parat til at udforske og dedikere sig til sit talent. Netop dét er årsagen til, at jeg kedede mig. Hendes lærer forsøger konstant at overbevise hende om, at hun kan, mens hun selv tøver og ikke helt ved, hvad hun vil. Hun er i tvivl om, hvorvidt hun er parat til at rejse, og om hendes forældre er klar til ar give slip på hende og hendes hørelse. Grunden til at Damien Chazelles Whiplash (2014) var så fængende, var protagonisten Andrews fuldstændige dedikation til sit instrument og til sin drøm om at spille musik. Hans drivkraft bliver filmens drivkraft, og hans kompromisløse tilgang til det at spille trommer skabte spænding og greb publikum.

Her halter Familien Bélier med sin blødsødne forestilling om, at man bliver stjerne af at synge lidt i sit skolekor. Mange teenagepiger vil sikkert kunne identificere sig med Paulas drømme, og hendes forelskelse i den ligegyldige, krølhårede og mutte dreng fra skolekoret – som selvfølgelig også skal være stjerne.

Jeg studsede også over den eksplosive form for kommunikation, som forældrene brugte gennem hele filmen. Kunne det ikke tænkes, at døve mennesker en gang i mellem sidder og har en stille og rolig samtale over en kop kaffe? Ikke ifølge denne film. En hurtig googling afslører da også, at filmen er blevet kritiseret af det døve samfund. Hvorfor bruger man ikke døve skuespillere i stedet for hørende skuespillere, som på ubehjælpelig vis forsøger sig med tegnesprog? At familien er så afhængig af teenagedatteren Paula, mener flere også er urealistisk og nedsættende, da voksne døve rent faktisk godt kan klare sig selv.

Familien Bélier har så afgjort fine og sjove øjeblikke. Det er bare ærgerligt, at filmen ikke rigtigt bruger den døve familie til andet end comic relief.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *