FÆGTEREN: Finsk Oscar-kandidat kommer ikke under huden

Af Ulrikke Xenia Sandby

Fægteren foregår i Estland i 1950’erne, i en fattig, afsides by, hvor fægteren Endel Nelis’ (Märt Avandi) fortid tvinger ham til at finde tilflugt. Han er en professionel sportsmand, der kommer fra den russiske storby Leningrad, og allerede dér fremmedgøres han fra den lille by og dens beboere. Endel møder meget modstand i hans forsøg på at falde til, især fra den usamarbejdsvillige rektor på skolen, hvor Endel bliver ansat som idrætslærer. På trods af dette får han stablet et fægtehold på benene ud af byens børn, som bliver børnene såvel som Endels flugt fra den kaotiske virkelighed.

Så snart en film er baseret på sande begivenheder, er man næsten altid sikret at få serveret en smuk og vedrørende fortælling. Desværre bliver det for Fægteren, måske den største svaghed. Man sidder tilbage med følelsen af, at filmskaberne har fundet en vigtig, varm og givende person, hvis liv de har haft  lyst til at skildre, og helst på så mange facetter som muligt. I filmen kommer man aldrig helt under huden på Endel, og det er en skam.

Man kan tydeligt se filmens ambition, men det endelige udtryk bliver nærmere til en samling af forskellige aspekter i Endels liv, som hverken synes at  forstå eller forklare hans tanker og livsvalg. Den distancerede fægter bløder til gengæld hurtigt op for den lille landsbys smukke (og tilsyneladende eneste) kvinde, Kadri (Ursula Ratasepp). Dog virker deres tiltrækning til hinanden på mange måder urealistisk, for slet ikke at nævne forholdets videre forløb. Derudover optræder kærlighedsforholdet stort set kun i en enkelt montagescene, der i øvrigt falder så langt ud stilmæssigt, som det gør fortællemæssigt.

ANMELDELSE AF:
Fægteren

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Klaus Härö

LAND:
Finland/Estland/Tyskland

Märt Avandi præsterer overbevisende i sin rolle som Nelis, men filmen skaber en distance til ham, som han ikke kan gøre op for gennem godt skuespil. Der var et par fine momenter i forholdene mellem personerne, og flere af karaktererne har potentiale til at udvikle sig i interessant retning. Historien manglede dog fokus, og man kunne have gået i dybden med et par af dem i stedet for at prøve at få dem alle med halvhjertet. Man skulle måske i stedet have udforsket forholdet mellem Endel og børnene, som han underviser i fægtning. Hvis dette havde været fokus for historien, havde man også bedre kunne forstå Endels handlinger. Derudover synes Kadris karakter kun at være til for, at Endel kan afvikle nogle vigtige replikker.

Æstetikken gør til gengæld op for denne mangel på kærlighed, der med en romantisk, støvet pastelpalet, smukke billeder og et veludført production design vinder lidt tilbage. Filmen har ligeledes en smuk pointe om, at der er håb, selv for proletariatet, og at man med det rette forbillede kan klare det barske livs udfordringer. Dog er det er også, som om filmens slutning spænder ben for den morale, der gives udtryk for i den øvrige del af  filmen.

Fægteren er et historisk drama der omhandler en fægter, hvis karriere og personlige liv påvirkes af Anden Verdenskrig. Den har alt dét, som en klassisk Oscar-film skal have; den skildrer livet under trange kår, den har udmærkede børneskuespillere, og der er selvfølgelig en blåøjet kærlighedsinteresse. På papiret har den alt, hvad der skal til for at kunne blive en god og rørende historie, men den formår aldrig at løfte sine egne ambitioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *