Fabulerende filmkunst i Fellini-hyldest

Af Bjørn Juul Andersen

”Jeg søgte efter den store skønhed, men fandt den aldrig”. Sådan lyder det fra Jep Gambardella, hovedkarakteren i den italienske instruktør Paolo Sorrentinos nye film Den Store Skønhed. I filmen kommer man helt tæt på en aldrende libertiner, hvis tilværelse mildt sagt går i tomgang. Jep (Tony Servillo) er en af de mest fascinerende karakterer jeg nogensinde har set på film, og han løfter filmen fra at være en god og underholdende film om den fortabte overklasse i det moderne Rom til en decideret filmperle, der både overrasker og fornyer.

En fantastisk hovedkarakter
Jep er en intellektuel livsnyder, der aldrig bevæger sig udenfor sit elskede Rom, der i filmen er fremstillet som et mennesketomt paradis på en smuk, smuk sommerdag. Jep er journalist på et anerkendt magasin og laver interviews med prætentiøse kunstnere, mens han stadig lever højt på sin eneste bogudgivelse. Han har for længst indset det søde livs indholdsløse tilværelse, hvor de evige fester med kollegaerne fra bladet ikke stimulerer ham længere. Filmen følger ham, når han rastløst danderer rundt i Roms smukke gader og gang på gang støder ind i farverige og makabre personligheder og deltager i en overflod af overdådige fester. Efter sin 65 års fødselsdag bliver Jep nødt til at gøre op med sin fortid, da han får at vide, at hans ungdomskæreste er død. Det får ham til at overveje, hvilket liv han skal leve.

Han bliver ikke en marionetdukke i filmens forsøg på at vise den tomme tilværelse for den romerske overklasse, men bliver derimod en ærlig og elskelig karakter, da han netop for længst har indset sin egen triste tilværelse. Han er smilende, udadvendt, humoristisk og virker dragende på alle – både i og udenfor for filmens univers. Hvor andre film ville have en moraliserende opfattelse af Jep og hans forsamling af spøjse karakterer, viser Den Store Skønhed dem i øjenhøjde og tvinger os til at overveje, om vi er meget bedre?

ANMELDELSE AF:
Den Store Skønhed

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Paolo Sorrentino

LAND:
Italien og Frankrig

Arven fra Fellini
Den Store Skønhed bærer ikke kun mindelser om titlen på Fellinis Det Søde Liv fra 1960, men også mange af tematikkerne er gentagende. Den Store Skønhed kan ses som en slags opfølger og en hyldest til Fellinis mesterværk. Mastroiannis sladderjournalist er nu i Jeps skikkelse i karrierens efterår og lever stadig det søde liv, men har nu for længst erkendt, at den søde tilværelse ikke bød på den forventede skønhed. Men hvor Fellinis film kan læses som en nådesløs kritik af Roms frådende overklasse, og hvor Mastroiannis Rubini ikke kan indse, at han er fortabt, har Den Store Skønhed et mindre kritisk syn på overklassen, som i høj grad klæder filmen og gør den til en stor og varm oplevelse.

Ligesom Fellini har Sorrentino formået at krydre sin film med et farverigt persongalleri og præsenterer et festfyrværkeri af fantasifulde karakterer, der bl.a. udgøres af diverse groteske og excentriske kunstnere, en mand der har fotograferet sig selv hver dag i sit liv, en 104 årig nonne, der kun spiser 40 gram jordfrugter om dagen samt en forsvindende giraf. Filmen dyrker på flot vis det makabre og det groteske, og filmens mange farverige fester er en fryd for øjet såvel som ørene. Især filmens lydside er en stor oplevelse og veksler flot mellem techno og klassisk musik, som skaber nogle enormt flotte overgange mellem scenerne.

En magisk og dragende film
Rom skaber på smuk vis rammen for filmens næsten magiske stemning, hvor man – i bedste Fellini-stil – ikke er helt sikker på, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi. Filmen kan ses som en hyldest til Roms store skønhed, og det er da også længe siden, at man har set en film på så smuk vis beskrive en by. Den Store Skønhed er en film med en unik hovedkarakter, der flot bærer tilskueren igennem et ellers meget stillestående og ofte forvirrende narrativ, som nemt kunne blive en tand for meget. Filmen undgår at blive triviel i dens kritik med dens sansebombardement af skæve karakterer, makabre scener og magiske stemning, hvor ingenting er som man tror. Selvom Jep ikke fandt den store skønhed, emmer filmen dog stadig af en fabulerende og magisk storhed, der virker dragende og simpelthen gør én i godt humør. På trods af at filmen er svært tilgængelig og handlingen næsten umulig at forklare, er det en noget nær perfekt film, der vil få folk til at ønske, at de kunne rejse fra det danske efterår og tage på luksusferie til Rom med Jep Gambardella som guide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *