EXODUS: GODS AND KINGS: Historien om Moses ødelagt i Scotts krigsmaskine

Af Bjørn Juul Andersen 

Ridley Scotts nyeste bibelfilm formår på imponerende vis at dræbe den ellers episke historie om Moses og jødernes udvandring fra Det Gamle Testamente. Alle kender vel den klassiske historie. Moses (en muskuløs, men fraværende Christian Bale med en ordentlig skovsnegl) er fætter til den kommende farao Ramses (en veloplagt Joel Edgerton) og vokser op hos det egyptiske hof. En dag får Moses dog af vide af en hebræisk slave, at han i virkeligheden er hebræer, og Ramses, der nu har taget over som farao, sender Moses ud i ørkenen. Moses overlever dog og vender efter Guds befaling tilbage til Egypten og kræver de 400.000 hebræiske slaver frigivet. Hermed starter en kamp mellem Moses og Gud på den ene side og Ramses og det mægtige egyptiske imperium på den anden.

Typisk for Scott dyrker filmen en fantasiløs realisme, som kommer bedst til udtryk i de ti plager, der minder mere om naturkatastrofer end guddommelige straffe. At vandet i Nilen bliver forvandlet til blod skyldes, at kæmpemæssige (og meget computeranimerede) krokodiller æder alt, hvad de kan komme i nærheden af – inklusiv dem selv – virker mildest talt ret gumpetungt. Alt skal forklares, og selv ikke Gud kan ikke forblive metafysisk. Nej, han ses skam i filmen som en lille, irriterende dreng, der skælder den handlingslammede Moses ud.

ANMELDELSE AF:
Exodus: Gods and Kings

ORDET SYNES:

2-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Ridley Scott

LAND:
USA

Og filmens helt store problem ligger da også hos karakteren Moses. Han er fremstillet som et fysisk pragteksemplar af en general, der dog på ingen måder bliver troværdig som leder af det jødiske folk. At Scott har omdannet Moses fra profet til general kommer ikke bag på nogen, men generalen Moses kan ikke bruge sin styrke til en pind og fremstår som en impotent og ikke spor heroisk karakter. I Exodus er der ingen handlekraftig Charlton Heston, der på guddommelig vis deler Det Røde Hav, men blot en sørgmodig Bale, der en morgen konstaterer, at der intet vand er i havet. Magen til antiklimaks skal man lede længe efter!

Exodus lider under det samme problem som Scotts Robin Hood (2010), hvor den ellers romantiske myte om den lovløse fra Sherwoodskoven blev ødelagt i Ridley Scotts gumpetunge krigsfilm. Det samme kan siges om historien om Moses, der også har intensiveret krigsdelen med filmens indledende slag, der absolut ingen relevans har for historien. Hvis man vil se en god film om Moses, så sæt Prince of Egypt (1998) på. Den gør Moses til en troværdig og interessant karakter og leverer varen.

Scotts Exodus forbliver et rodet, ujævnt og tungt spektakel, der minder mere om Kingdom of Heaven (2005) end den fremragende Gladiator (2000). Exodus formår at gøre en af menneskehedens bedste historier til en kedelig og tung affære, hvor man aldrig forstår, hvorfor Moses dog vil gå sig meget igennem for at redde sit folk. Og så virker computer- og 3D-effekterne også enormt komprimerede. Øv!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *