EVERYBODY WANTS SOME!!: Dazed and Confused har fået en lillebror

Af Ida Lydom

Hvis navnet Richard Linklater primært får én til at tænke på Boyhood, Oscar-darlingen fra 2014, hvor man gennem tolv år følger en drengs opvækst med op- og nedture, så vil man nok blive overrasket over at opdage, at det er selvsamme instruktør, der står bag denne ”øl, fisse og hornmusik”-komedie om en flok college-fyres festlige liv lige op til studiestart. Men instruktøren har andet end det gribende coming of age-drama og de stille, romantiske film i Before-trilogien på CV’et, og han vender her stærkt tilbage til sine Dazed and Confused-rødder, der beskæftiger sig med hashrygende teenagere, der har deres livs bedste tid.

Mange sætninger om filmens handling behøves ikke. Året er 1980 og Jake (Blake Jenner), en ung baseballspiller, flytter ind i skoleholdets hus tre dage inden studiestart. Disse tre dage bruger han til at finde sig til rette, træne, feste, lave damer og drikke rigtig mange øl med de andre fyre fra baseballholdet.

Kedeligt og pointeløst vil de, der bedst kan lide film med endeløs action, spænding og en mere klassisk fortællemodel med klimaks og point of no return, måske mene.

Men det, der fungerer sindssygt godt i Everybody Wants Some!!, er, at den har en fantastisk stemning og en fremragende dynamik personerne imellem. I mange film får man oplevelsen af, at størstedelen af bikaraktererne kun er skrevet ind i historien for at yde en bestemt funktion i forhold til plottets opbygning som for eksempel ved at skulle fungere som hjælperen, fjenden, budbringeren osv. I denne film er birollerne individer, der, ligesom ude i den virkelige verden, tager forskellige roller på sig undervejs eller simpelthen bare er der og dermed med til at skabe et helhedsbillede af college-livet.

ANMELDELSE AF:
Everybody Wants Some!!

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Richard Linklater

LAND:
USA

Der er på ingen måde lagt i ovnen til store skæbnesvangre begivenheder eller vilde konflikter, og jeg nød hvert sekund af det. I stedet er det en film, hvor man kan sætte sig tilbage og nyde lange scener (men korte i Linklater-universet), der blot tjener det formål, at vi skal få et indblik i 10-12 gutters liv i et par dage, hvor intet kan røre dem, og hvor virkeligheden ikke er begyndt endnu.

Drengenes kemi er skøn, og så gør det ikke noget, at mange af dem ser ud til at være mindst ti år for gamle til at være college-elever. Blake Jenner, der spiller Jake, er dog en rigtig ung boy next door og er en fin, neutral hovedrolle, der suger til sig fra de mere outrerede og erfarne kammerater. Filmen er derudover en nostalgisk tidslomme med højt hår, sen 70-musik, ubekymret sex og masser af hashrygning, der resulterer i ekstremt underholdende tåger.

Everybody Wants Some!! er en rigtig rar film, og det skønt at se, at Linklater, selv efter en række dybere, eksistentialistiske (og fremragende) film stadig tør vende tilbage til sit udgangspunkt og lave en værk, der hylder den ubekymrede ungdom. Fælles for alle hans film er, at de formår at skildre hverdagen på en meget troværdig måde, og han beviser endnu engang, hvor fremragende han er til at skrive dialog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *