EVEREST: Isnende kulde og lunkne karakterer

Af Philip Due Bostrup

Bjergbestigeren Rob Hall har samlet en gruppe af mennesker, der alle på en eller anden måde er motiveret til at nå toppen af Mount Everest. De har alle betalt et enormt beløb for frivilligt at risikere liv og lemmer på et af jordklodens farligste steder. Everest er baseret på en sand historie om en ekspedition, der går katastrofalt galt. Filmen skal dog ses for dens spektakulære visuelle udtryk og ikke for dens følelsesmæssige dybde.

Filmens første del skildrer forberedelserne til bjergbestigningen. Her bliver karaktergalleriet udforsket med det formål, at seeren skal være investeret i, hvorvidt de enkelte bjergbestigere klarer turen til toppen eller ej. Dette opnås kun til en meget begrænset grad. Utallige tegn på at visse af bjergbestigerne ikke vil overleve bjergstigningen bliver givet, men det er ikke ensbetydende med, at man bliver synderligt interesseret i deres skæbne.

Skuespillerkorpset har dog nogle meget garvede navne iblandt, men uheldigvis har de altså ikke nogle særligt interessante karakterer at arbejde med. Jason Clarke spiller tropsføreren Rob Hall og får mere ud af sin rolle, end man kunne forvente. På trods af at være hovedpersonen, har Rob nemlig ikke rigtig andre karaktertræk end at være en brav og pragmatisk mand.  På samme måde forholder det sig med den altid overbevisende Jake Gyllenhaal, der også har en rimelig endimensionel karakter at udfolde sig med.

ANMELDELSE AF:
Everest

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Baltasar Kormákur

LAND:
USA, England & Island

Den manglende udpensling af karakterernes følelsesliv kan måske skyldes, at holdet er så stort, som det er. Der er mange bjergbestigere og familiemedlemmer at holde styr på, og filmen forholder sig derfor overfladisk til mange af dem. Værst er Keira Knightley, som har fået tildelt den klassiske rolle som bekymret kone, og tilbringer 90% af sin screen-time med at ligge og græde i henholdsvis sengen eller sofaen.
Skildringen af bjerget selv er dog nærmest pletfri. Bedst ses det i nedstigningen af Everest, hvor spændingen i filmen kulminerer. Her bliver bjergbestigerne fanget i et mareridtsagtigt uvejr, hvor alt er kaos, og holdet splittes i snemasserne.
Det, der gør Everest til en seværdig film, er nemlig dens spektakulære visuelle side. På et IMAX-lærred er de sneklædte tinder blændende flotte, og det overordentligt trøstesløse ved at være fanget på en af Everests bjergkamme illustreres ganske overbevisende. CGI og on-location optagelser mixes gnidningsfrit og kombineres med glimrende lydarbejde. Kulden kan nærmest mærkes, når man hører lyden af den isnende vind.

Everest vinder meget på have en billed- og lydside, der er direkte bjergtagende (no pun intended), men man bliver aldrig rigtigt følelsesmæssigt investeret i bjergbestigernes dødsensfarlige rejse. Det er nemlig ikke kun luften på toppen af Everest, der er ganske tynd, men uheldigvis også beskrivelsen af filmens karakterer. Det er få film af denne type, der kan slippe afsted med et kedeligt karaktergalleri. Everest forbliver dog meget seværdig på grund af dens overbevisende skildring af det smukke og nådesløse bjerg.

Kommentarer