EVANGELIET IFØLGE PASOLINI

Af Peter Christian Rude

I 1962 indkaldte pave Johannes XXIII til et stort kirkemøde i Rom: Det Andet Vatikankoncil. Målet var bedre at udfolde Kirkens lære i den moderne verden. Koncilet førte til en indre fornyelse, der bragte den katolske kirke på forkant med samtidens generelle smag for opbrud: først seks år senere ville studenteroprøret brede sig fra Paris’ gader.

Blandt pavens initiativer var igangsættelsen af en ny dialog med ikke-katolske kunstnere. Kirken, der få år tidligere havde fordømt hovedværker af både Buñuel og Fellini, inviterede nu til seminar i et franciskanerkloster i Assisi. En af de deltagende var multitalentet Pier Paolo Pasolini, der var kendt som ateist, kommunist og homoseksuel. Også paven ankom til byen, gaderne blev hurtigt fyldte, og det overvældende menneskemylder fik Pasolini til at barrikadere sig på sit hotelværelse. Her fandt han et eksemplar af Det Nye Testamente, læste de fire evangelier fra ende til anden, og blev grebet af idéen om at filmatisere et af dem. Valget faldt på Matthæus. Dette evangelium, der ofte betegnes som det mest elskede blandt kristne, fokuserer særlig på Jesu ord, som det samler i fem store taler. Den vrede Jesus, der taler mod tidens stive moral, fascinerede uden tvivl outsideren Pasolini.

Det vakte øjeblikkelig furore blandt katolikker, at Pasolini, denne synder par excellence, ville beskæftige sig med Jesu liv, død og opstandelse. Brede kredse frygtede blasfemi, men heldigvis var den officielle kirke mere positivt stemt. I overensstemmelse med koncilets ånd viste den sig villig til at hjælpe instruktøren på vej. Ikke uden grund blev resultatet, Matthæusevangeliet (1964), sidenhen dedikeret af Pasolini til pave Johannes XXIII, der døde i 1963.

Pasolinis værk er længe blevet hyldet i filmverdenen som den bedste film om Jesus nogensinde og fik i 2014 også den udmærkelse af Vatikanets officielle avis, L’Osservatore Romano, i anledning af filmens 50-års jubilæum. Fordi instruktøren var uden tro og dermed intet ønske havde om at pådutte evangeliet sine egne religiøse tilbøjeligheder, valgte han i stedet at forholde sig ydmygt over for materialet og lade det tale for sig selv. Han rørte ikke ved selve indholdet, det kristne budskab, men tilbød til gengæld en ny æstetik, en anderledes måde at afbillede hændelserne på. Dermed blev den gamle fortælling gjort aktuel igen: meget lig ønsket bag Det Andet Vatikankoncil om at nærme kirkens budskab til verden på en ny måde.

På overfladen er Matthæusevangeliet en naturlig fortsættelse af den italienske neorealisme, der i efterkrigstidens Italien gjorde opmærksom på sociale problemer ved blandt andet at vende kameraet ud mod gaden og bruge amatørskuespillere. Pasolini filmer netop evangeliet i fattige italienske landsbyer, ligesom at alle skuespillerne er ukendte. Han instruerede sin egen mor i rollen som Jomfru Maria, mens en spansk økonomistuderende portrætterede en ranglet og ubarberet Jesus, der fremstår som modsætningen til den mere muskuløse Kristus, man kender fra utallige afbildninger i kunsten. Filmens realistiske islæt fik den store amerikanske kritiker Roger Ebert til at sammenligne instruktøren med en slags dokumentarist, der skulle have fulgt Jesus lige siden fødslen. Sammenligningen er oplagt, men realismen får hos Pasolini tilføjet en ny dimension. Betragt for eksempel den imponerende scene, hvor Jesus døbes i Jordan-floden af Johannes Døberen, og kameraet pludselig bevæger sig tilbage mod himlen, mens der på lydsporet høres de berømte ord: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag” (Matt. 3, 17). Her er det ikke længere dokumentaristen, der står bag kameraet, men Gud: Et dristigt greb, der river tæppet væk under den “objektive” italienske neorealisme og på elegant vis fremstiller evigheden.

Om den radikale stil i Matthæusevangeliet skulle Pasolini selv have sagt: “Min film handler om Kristi liv efter totusind års fortællinger om Kristi liv”. Tankegangen, der i øvrigt er meget katolsk, uden at Pasolini formentlig var sig det bevidst, tilkender traditionen en meget vigtig rolle i historieskrivningen. Resultatet blev en slags metafilm, der arbejder videre med tidligere tiders konventioner ved at spille dem ud mod hinanden. Denne nyskabelse kommer særlig tydeligt til udtryk på det eklektiske soundtrack, der rummer al mulig religiøs musik. Blandt andet optræder Bach sammen med den congolesiske Missa Luba og spiritual’en “Sometimes I Feel Like a Motherless Child”. Musikken fungerer som et perfekt akkompagnement til det vidtspændende evangelium ved at bevæge sig fra det monumentale over det sjælfulde til det ekstatiske. Men i anden omgang understreger musikken også kristendommen som en verdensreligion, der tager sig forskelligt ud fra kultur til kultur.

Således minder den seeren om, at der i kunstnerisk forstand er utallige måder at tolke evangeliet på, og foregriber dermed de mange Jesus-filmatiseringer, der fulgte. Scorsese ville for eksempel fokusere på den meget menneskelige Jesus i The Last Temptation of Christ (1988), hvor han på korset fristes af familielivets glæder. Omvendt blev lidelseshistorien det centrale anliggende for Mel Gibson i The Passion of the Christ (2004), der for øvrigt benytter sig af de samme locations som Pasolini. Disse film har begge noget sensationelt over sig: den ene filmskaber debatterer Kristi paradoksale natur som både Gud og menneske, mens den anden svælger i eksplicit vold. Begge film er på sin vis gode, men det er Pasolinis film, der står tilbage som et mesterværk. Matthæusevangeliet undgår det spektakulære og præsenterer Jesu liv både enkelt og formfuldendt. Der bliver gjort meget lidt ud af at skildre miraklerne, som typisk opnår deres effekt ved tydelig klipning, ligesom korsfæstelsen er strengt nedtonet. I denne meget oprigtige tilgang til evangeliet bliver de dramatiske øjeblikke hverken understreget af storslået musik eller skæve kameravinkler.

Med sine egne ord har Pasolini, en ikke-troende, skabt en film med en troendes øjne. Han lovede, at hans film ville være så respektfuld, at den kunne vises i samtlige italienske sogne påskesøndag. Så meget desto mere grund er der til at se (eller gense) Matthæusevangeliet i disse helligdage. Som film har den modstået tidens tand, og sat gang i tankerne hos publikum i mere end fem årtier.

Kommentarer