SOMMEREN 1993:
Et troværdigt barndomsbillede

Af Tilde Søgaard Carlsen

”Hvorfor græder du ikke?” spørger en lille dreng den lige så lille Frida. Hun svarer ikke. Med bedrøvet mine går hun rundt i den lejlighed, det skal vise sig, hun skal forlade til fordel for et hus på landet.

Carla Simón har med Sommeren 1993 skabt en utroligt subtil film om den 6-årige Fridas utaknemmelige tab af først sin far og derefter sin mor. Hun har sidenhen boet hos sine bedsteforældre i Barcelona, men skal nu flytte til landet for at bo hos sin onkel (David Verdaguer) og tante (Bruna Cusí) og deres 3-årige datter. Frida kæmper i tavshed med sin sorg, og det sætter den lille families liv på prøve.

Sommeren 1993 er Carla Simóns første spillefilm, men hun fanger med ømhed den smerte, ikke blot Frida, men hele familien, går igennem. Der hersker ingen tvivl om alles kærlighed og ængstelse over Frida — tvivlen er kun hos Frida selv, der har svært ved at se sig selv som en etableret del af onklens familie, selvom hun kalder ham for far og tanten for mor.

Det er unægtelig en hjerteskærende fortælling, men fortalt så subtilt og nænsomt, som om filmen selv har lige så megen berøringsangst omkring døden, som filmens karakterer synes at have. Det er svært at finde ud af, præcist hvad der er hændt Fridas forældre, og det er som om, det kun er hende selv, der tør nævne døden.

Filmen fortælles rettere via det usagte og uvisse. Antydninger fungerer som puslespilsbrikker, man undervejs i filmen langsomt finder ud af at placere korrekt. Som når Frida overhører bider af bekymrede samtaler mellem de voksne; eller når hun skal have taget tests hos lægen og en dag får renset et sår på knæet af sin tante, der er iført lædertykke gummihandsker. Hvad hvis hun lider af samme alvorlige sygdom, der slog hendes mor ihjel?

Sommeren 1993 er fortalt fra Fridas børneperspektiv, hvorfor vi heller ikke forstår meget af det, der sker omkring hende og kun får lov at få et indblik i hendes situation. Til gengæld er vi aldrig i tvivl om Fridas indre kampe, som når hun længselsfuldt kigger på sin onkel danse med hans datter. Eller når hun skal være på tværs og prøver at søge opmærksomhed, på måder som kun børn kan finde på, og som er så genkendelige fra ens egne erfaringer med de snedige små.

Til trods for filmens tunge tema bliver den aldrig rørstrømsk. Små humoristiske scener og Fridas ubestridelige charme trækker gang på gang smil på læben. Særligt nævneværdig er en scene, hvor Frida klæder sig ud som mor og opfordrer sin kusine til at spørge hende, om hun vil lege, blot for at hun kan svare nej og undskylde sig med at være gammel og træt; som voksne jo altid gør fra et barns perspektiv.

Sommeren 1993 er en troværdig skildring af et barns bearbejdelse af sorg, der emmer af så megen kærlighed, at den alligevel efterlader en med et smil på læben.