THE DISTANT BARKING OF DOGS:
Et nedslående indblik i et traume i sin vorden

Da krigen i det østlige Ukraine brød ud i 2014, fik debatten om Ruslands intentioner og storpolitiske positionering nyt liv. Ruslands annektering af Krim vakte opsigt på den internationale politiske scene, og efterdønninger af begivenheden er til at tage at føle på: Fra NATO-aktiviteter i Baltikum til konkrete oprustninger i det seneste danske forsvarsforlig. Omfanget af truslen fra Øst er vanskelig at begribe for os, der blot betragter konflikter som den i Ukraine fra afstand. Men for beboerne i de landlige områder i Østukraine er truslen ganske konkret.

The Distant Barking of Dogs er instrueret af danske Simon Lereng Willmont. Den følger 10-årige Oleg, som bor med sin bedstemor ved krigens frontlinje i Donetsk-regionen. Hans mor er død, så hans tætteste relationer er til bedstemoren samt til den yngre fætter, Yarik, og den ældre dreng, Kostya. Oleg og hans bedstemor kan ikke flytte, for som bedstemoren fortæller: ”Enhver hund er en løve i sit eget hjem” – en mentalitet, der også er at finde blandt drengene, når de leger sammen i det mennesketomme og trøstesløse landsbyområde, hvor patroner, bomberester og miner flyder blandt de forladte bygninger.

Af og til igangsættes missilbombardementer, og Oleg må sammen med sin bedstemor vente i skjul til faren er drevet over. Nogle gange runger missilernes eksplosioner i det fjerne, andre gange er de helt tæt på. Nogle gange går der lang tid mellem bombardementerne, andre gange kommer de regelmæssigt. Den lille familie er i en kronisk venteposition, og selvom håbet spirer momentant ved midlertidige våbenhviler, er det en stakket frist. Håbet trumfes af tvivl: Var det lyden af torden eller bomber? Hvor tæt er de på? Den barnlige glæde erstattes af frygt: Hvornår rammer de bedstemors hus?

Filmen er fortalt af bedstemoren, hvilket giver troværdighed: Fortællingen tilhører hovedpersonerne, ikke dokumentaristen. Alligevel synes filmen i perioder at stagnere, idet den egentlige narrative fremdrift er fraværende i et perspektiv, hvor hverdagen og gentagelsen er i fokus. Men det er selvfølgelig præcis det, der er pointen: Krigen er blevet hverdag.

Oleg foregiver ikke at lade sig kue af frygten, men han kan ikke skjule den helt. Endnu værre er det for den yngre Yarik, der synes mere desorienteret og mere åbenlyst plaget af angsten. Mod slutningen af filmen ser vi Oleg og Yarik sidde ved middagsbordet og spise suppe, mens lyden af bomber bliver højere og højere. Yarik spjætter panisk, hver gang en eksplosion lyder. Oleg er stærk og fast besluttet på at efterleve sin idé om manddommen: ”Vi er mænd. Vi må udholde alt”. Han sidder stille og spiser videre. Det er svært at vurdere, hvad der er mest hjerteskærende: Yariks panik eller at Oleg har vænnet sig til krigen.

Filmen er et trist indblik i krigens konsekvenser for børn. Drengenes angstfyldte hverdag må være uudholdelig, men alligevel mærker man et sammenhold og en barnlig optimisme. Filmens flotte billeder understøtter den vemodige, cykliske stemning: Livet går sin gang, drengene vokser op og prøver grænser af. Efter en halvfarlig leg med Kostyas luftpistol, sættes drengenes uskyldige leg dog i relief. Krigen er snart deres eneste referenceramme, og med de stærke billeder af Yariks paniske spjæt ved middagsbordet bliver det tydeligt, at filmen dybest set er et indblik i et traume i sin vorden.