A YEAR OF HOPE:
Et liv væk fra slummen

Ifølge UNICEF anslås det, at op mod 100 millioner børn verden over lever på gaden. I Filippinernes hovedstad Manila lever de i tusindvis: de sover på papkasser, bliver overfaldet og misbrugt jævnligt, og sniffer lim for at lamme sulten i deres magre mave.

Den dansk/hollandske dokumentarfilm A Year of Hope følger to af gadebørnene i millionbyen Manila; 13-årig Justin kæmper med sin egen identitet og seksualitet, og 15-årige Pablo kæmper med traumerne efter en familietragedie. De kæmper begge for overlevelse i den barske slum, og bliver en del af Stairway programmet, som skal give dem ressourcer og styrke til at vælge et liv væk fra gaden, samt hjælpe dem med at bearbejde de oplevelser, som har fyldt deres tilværelse fra fødslen.

Stairway er en upolitisk, non-profit organisation, som arbejder for at hjælpe udsatte børn i Filippinerne. Henover et års ophold på rehabiliteringscentret får drengene undervisning i både klassiske skolefag, såvel som at sætte personlige grænser. Hver tredje filippiner er blevet misbrugt som barn, og en del af Stairways arbejde går derfor ud på at uddanne borgerne i nye kutymer i forbindelse med seksuel omgang og omtale. På centeret får drengene en seng at sove i og mad på bordet hver dag. Det er et helt andet liv, end de har været vant til i slummen, og kontrasterne illustreres fint med flashbacks til gadelivet i Manila under opholdet på centeret. Drengenes traumatiske historier fortælles af dem selv, og de stærke beretninger underbygges af sekvenser med forskellige dyr, som fungerer symbolsk for det, der fortælles. Det er et virkelig fint fortællegreb, som fungerer særdeles vellykket til at underbygge stemningen i historierne.

Ved ankomsten til centeret skal drengene igennem et lægetjek, og en ansat fra centeret fortæller om Pablos tilstand med ordene ”Doc, he has a problem. He doesn’t know how to smile.” Børnenes virkelighed er fyldt af en stor del elendighed, men filmen portrætterer også masser af glæde i en fin balance, som sender seeren ud i en følelsesmæssig limbo. Uden at servere et definitivt svar på, hvad man skal tænke og mene, trækker filmen seeren gennem hele følelsesregisteret, og drengenes fortid protrætteres med en råhed, som gør fortællingen utroligt stærk. Der er ikke brugt en overvældende mængde storladen underlægningsmusik, og i stedet bruges stilheden som aktivt fortællegreb og underbygger situationens alvor godt.

Mikala Kroghs gribende dokumentar er smukt fotograferet, og billederne præsenteres med en tilfredsstillende tålmodighed, som gør de mange indtryk fordøjelige. A Year of Hope er en ærlig og rå fortælling om en virkelighed, der virker så uendelig fjern fra den (i sammenligning) trygge og omsorgsfulde opvækst, de fleste oplever herhjemme. Men midt i al elendigheden sår filmen samtidig et håb om, hvordan det kan lykkes rent faktisk at gøre en forskel for nogle af børnene og hjælpe dem med at finde en vej tilbage til livet.

A Year of Hope vises tre gange i løbet af CPH:DOX: mandag d. 19 marts på Bremen Teater, onsdag d. 21 marts i Empire Bio og søndag d. 25 marts i Palads.