JUMANJI: WELCOME TO THE JUNGLE:
Et ligegyldigt remake, der er glemt i morgen

Jumanji (1995) er efterhånden et levn fra fortiden. Filmen blev dengang modtaget med blandede følelser, og det samme vil gælde dette remake. Der er dem, som kommer til at klaske sig på lårene af grin over Jack Blacks udgave af en forfængelig teenagepige. Og så er der dem, der, ligesom undertegnede, ikke kan forstå, hvorfor der overhovedet skulle laves en opfølger?

 

Året er 1996, og det magiske Jumanji-brætspil er blevet fundet igen, men det bliver hurtigt lagt på hylden til fordel for et videospil. I løbet af natten transformerer det sig på platteste vis til et Nintendo-lignende spil kompatibelt til ejerens spillekonsol, og mystiske ting sker.

 

Vi spoler frem til nutiden, hvor vi følger fire stereotype teenagere. Den nørdede Spencer (Alex Wolff), den gigantiske amerikanske fodboldspiller ”Fridge” (Ser’Darius Blain), den asociale bogorm Martha (Morgan Turner) og den populære og selvoptagede blondine Bethany (Madison Iseman). Skæbnen vil, at de alle får eftersidning og skal rydde op i skolens kælder. Her finder de et magisk videospil, som de alle bliver suget ind i.

 

Til filmens fordel har de fire teenagere hver især valgt spilfigurer, der er deres diametrale modsætninger, hvilket lægger op til et par af filmens få gode grin. Således forvandles Spencer til globetrotteren og eventyren Dr. Smolder Bravestone (Dwayne ”The Rock” Johnson), ”Fridge” bliver til den lave og vittige zoolog Moose Finbar (Kevin Hart), Martha er nu Ruby Roundhouse (Karen Gillan), en karate og aikido udøvende Lara Croft-type, hvis beklædning virker upraktisk til en jungletur, og Bethany må nøjes med kroppen af en ”overweight middle-aged man” i form af kortlæseren Professor Shelly Oberon (Jack Black). Blacks portrættering af teenagepigen er sjov til tider, men bliver for meget. I en scene skal han/hun lære at tisse for første gang, men har man nogensinde skulle det i et videospil? Det er problematisk, at konceptet skal modstrides til fordel for dumme penis-jokes.

 

Jumanji: Welcome to the Jungle er nemlig et univers, der er bygget op som et retro 90’er-spil. Vores hovedpersoner har hver især tre liv, og deres styrker og svagheder popper op i små skærme, når de trykker sig på brystet. De skal vinde spillet for at komme tilbage til virkeligheden, men først må de samarbejde om at klare nogle forskellige levels. Samtidig bliver de jaget af skurken Van Pelt (Bobby Canavale), hvis eneste egenskab er at have skorpioner og tusindben kravlende ind og ud ad øregangene. Nick Jonas er også med, men det er lige meget.

 

Stort set alle de farlige dyr fra originalen er genbrugt i denne ensformige junglefortælling. De visuelle effekter er som forventet langt bedre end forgængeren, men det ændrer ikke på, at det hele virker uoriginalt og forcerende. Ikke desto mindre skal der nok stå folk klar ved billetlugerne, og det ville ikke undre mig hvis Jumanji: Welcome to the Jungle bliver en crowdpleaser. Box-office kanonen ”The Rock” og co. griner hele vejen til banken.