VINTERBRØDRE
Et koldt psyko vanvid

Vinterbrødre fastholder dig i et koldt og utrygt miljø, som udspilles i et stort, frygtindgydende
kalkbrud, der fremstår overjordisk og fremkalder en følelse af hjemve. Lyd, lys og farver er
udspekuleret komponeret. Den rytmisk-maskinelle larm fra kalkbruddet indoptages i
underlægningsmusikken og bliver til en ubehagelige trance, der tematisk følger filmens gang.
Det vandrende lys fra kalkarbejdernes pandelamper hopper af sted som truede dyr og giver
en følelse af besvimelse og forvirring. Farverne: kalkhvid, grå og lyseblå sikrer en kold og
sjælløs fornemmelse, der suppleres af det sneklædte skovlandskab.

Du har måske allerede hørt om Vinterbrødre, måske endda ærgret dig over, at du ikke fik set
den under CPH PIX i efteråret, hvor den i øvrigt løb med prisen ’’New Talent Grand’’.
Vinterbrødre har med rette ikke fået lov til at gå ubemærket hen, og den islandskfødte
instruktør Hlynur Pálmason har inden for få år markeret sig stærkt i den danske såvel som
internationale filmbranche med både sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole: En maler
2013) og senere kortfilmen Seven Boats (2014). Vinterbrødre er Pálmasons debutspillefilm –
ved verdenspremieren på Locarno Festivalen vandt hovedrolleindehaver Elliot Crosset Hove
prisen for bedste mandlige skuespiller. Filmen blev desuden udtaget til Toronto IFF.

De to unge brødre Emil og Johan, som spilles af den prisvindende Elliot Crosset Hove og
Simon Sears, også kendt fra DR’s dramaserie ”Herrens veje”, lever alene i denne frastødende
og kolde verden, hvor selv aftengrøden holder sig til farvetemaet: grå. Deres hverdag er
præget af hårdt rutinearbejde på kalkbruddet, hvor Lars Mikkelsen, spiller den utilregnelige
og hårde chef. Her stjæler Emil forskellige kemikalier til sin hjemmebryggede spiritus, som
han sælger til sine kollegaer, der alle optræder som følelseskolde kalkfigurer uden mimik. Det
er ikke kun dette sære lille bijob, der gør Emil til en besynderlig karakter, men i endnu højere
grad hans barnlige og frygtløse attitude overfor sine omgivelser. Som broren Johan siger: ”Dit
problem er, at du ikke kan lide nogen, du kan ikke lide mennesker”. Men inde bag ved denne
karakter gemmer der sig en lille og følsom dreng, der kærligt drømmer om nabopigen
(Victoria Carmen Sonne). Emils bløde og barnlige side synes dog ikke at stemme overens med
den barske og følelseskolde virkelighed, han befinder sig i, og da hans hjemmebryg slår fejl,
venter en hård udstødelsesfase.

Som tilskuere er vi generelt godt forvent med, at karakterernes replikker og dialog er filmens
konge – det bærende element, men dette er ikke en forventning, som Vinterbrødre indfrier.
Flere gange må man acceptere, at maskinel støj overdøver samtaler, på samme måde som
man også selv må få de absurde scener i løbet af filmen til at give mening – som da Emils
kollega, helt uden indlevelsesevne, fortæller ham en historie om en mand og hans hund, og
afslutter med: ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller dig det”.

Hvad vil Pálmason med Vinterbrødre? Det kan undervejs i filmen være svært at gennemskue,
men ikke desto mindre får du en kompleks sansemættende oplevelse, som drager dig ind i en
barsk verden, hvor der kun er uforløst kærlig og giftig hjemmebryg at varme sig på.
Vinterbrødre er en film, man ikke lige sådan bliver færdig med.