ENEMY: Gyllenhaalerne kravler ind under huden

Af Niels Harpøth

Da jeg forlod biografen, ønskede en del af mig, at jeg bare kunne vaske Enemy af mig og glemme alt om den. Jeg priser mig lykkelig for, at den så småt er ved at være på afstand. Det så ellers mørkt ud dagen derpå. Den insisterede på sin fortsatte tilstedeværelse under min hud og bagerst i mit hoved. Her krøb den frem og tilbage. At jeg skulle sidde med hjertebanken, når der vitterligt ikke skete voldsomt meget på lærredet, testamenterer den behændighed med hvilken Denis Villeneuve skruede op og ned for intensiteten og ubehaget i sin canadiske dobbeltgængerthriller, Enemy.

Historielæreren Adam Bell (Jake Gyllenhaal) kæmper sig igennem sine passionsløse forelæsninger, med hvilke hverken han selv eller hans elever kunne virke mere ligeglade. En dag lejer han per impuls en dvd, hvori han spotter en skuespiller i baggrunden, der ligner ham på en brik. Efter en snert detektivarbejde får han opsporet Anthony Claire (ligeledes Gyllenhaal), hvis karriere åbenbart ikke blev til meget mere end disse baggrundsroller.

Men nu bliver han Adams verdens store omdrejningspunkt – for selvfølgelig fascineres man af sin tro kopi.  De fysiske ligheder er nemlig uomgængelige. De to mænd er identiske helt ned til arrene, men det stopper ikke der. Der er også paralleller at finde i deres liv, selvom de er markant forskellige. Det er svært for publikum, så vel som de to, ikke at sammenligne kvinderne i deres liv – Anthonys gravide kone, Helen (Sarah Gordon) og Adams flamme, Mary (Melanie Laurent).

ANMELDELSE AF:
Enemy

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:

Denis Villeneuve

LAND:
USA & Spanien

Personlighed er dog en helt anden sag, og de kan begge diske op med lidt mere, end man lige skulle have troet. Enemy ender med at servere paranoia og nogle virkeligt ubehagelige scenarier, som kun dobbeltgængerfortællinger kan levere.

For en film, hvori metaforiske kæmpeedderkopper jævnligt figurerer, er den overraskende tilbageholdende. For selvom der er skabes groteske sammenkoblinger af spindlere og perverteret seksualitet, der nok skal få skabt en ny araknofob eller to, så bliver det aldrig brugt til blot at chokere. Villeneuve vil hellere give publikum en insisterende klump i halsen i stedet for et chok, der ikke bliver til meget mere end et hurtigt glemt spræl i sædet.

Det bliver indviklet, og der er en hel del at rode med, når lyset tændes igen. Hvilket også er hvorfor, jeg ikke er helt klar til at give min endelige mening om slutningen. Eller rettere klimakset, der på sin vis bare føles letkøbt og konventionelt, når det afslutter den ellers spindlede fortælling.

Nogen vil nok finde Enemy alt for tung, opak og unødvendigt fortænkt. For mig virkede den meget effektiv i mørket – lidt mindre i retrospekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *