IRON FIST - SÆSON 2:
Endelig kan man lide Iron Fist

Af Christine Roederer

Jeg kan tydelig huske første sæson Iron Fist. ”I am the Immortal Iron Fist” mig her, ”I am the Immortal Iron Fist” mig dér.

Ikke at det ikke var spændende at høre om K’un Lun og møde karaktererne Danny Rand (Finn Jones) og Colleen Wing (Jessica Henwick) og alle de andre… Men det blev lidt trukket i langdrag i løbet af sæsonen.

Jeg kan så indrømme, at sæson 2 er betydeligt bedre end den første. Om det er, fordi karakteren Danny Rand har optrådt som hovedpersonen i sin egen serie, i The Defenders (2017) og i en enkelt episode i Luke Cage, sæson 2 (2018) ved jeg ikke – men fra den mystiske (og irriterende) person han var til at starte med, er han nu blevet betydeligt mere venlig.

I denne sæson er det ikke længere Danny Rands tilbagekommen til den moderne verden, som står på dagsordenen, men Davos’ hævn. Davos var en af de munke, som trænede sammen med Danny i det mytiske land K’un Lun for at få magten over det fantastiske ‘Iron Fist’ – som hele TV-serien arbejder på. Nu da fjenden ‘The Hand‘ er blevet besejret i The Defenders, så kan Danny og resten endelig tage sig af lidt mere almindelige trusler, såsom bankrøverier, yakuza-trusler og lidt mere til.

Der sker en masse ting og sager i denne sæson. Misty Knight (Simone Missick) fra Luke Cage (2016, 2018) samarbejder, og de kendte ansigter Joy Meachum (Jessica Stroup) og Ward Meachum (Tom Pelphrey) er med en gang mere, og helt håbløst er det ikke. Skyggen af deres far, Harold Meachum, følger dem tæt på, og Wards misbrug i den første omgang, går et skridt længere denne gang. Dog ikke nødvendigvis i den retning, man tænker det.

Det er svært at anmelde denne sæson uden spoilers – der sker en hel masse, som, jeg synes, er værd at nævne, og det er også en god ændring i forhold til den første sæson.

Netflix og Marvel har lært en hel del fra sidste gangs flop og har gjort sig umage om at gøre Iron Fist-karakteren og mytologien mere interessant for seeren. Hvor Daredevil lagde fundamentet til Netflix-verdenen, og hvor Jessica Jones og Luke Cage fik deres egne dele at arbejde med, så har Iron Fist altid været en svagere del af universet.

Finn Jones har endelig fundet ud af at gøre Danny Rand til en karakter, man kan lide. Og Jessica Henwick er en ren fryd. Hun bærer så meget på egne skuldre, og hendes kemi med Simone Missick – Colleen og Misty, aka The Daughters of the Dragon – er dejlig.

Det er en historie om genfødsel og om at finde sin plads i verden. Det er en historie om mod og personlighed. Det er en historie om ens egen historie, hvor man kommer fra, og hvor man skal hen, når man ikke ved, hvordan man skal bære sig ad.

At, det går lidt langsomt i midten af serien, er okay, fordi de sidste par afsnit gør hele indsatsen værd. Det er et pusterum, mellem desperationen fra starten og determinationen fra slutningen.

Du vil sidde tilbage og tænke ‘what the fuck?’ når den sidste episode slutter og undre dig over, at det forløb, som det gjorde.

Og, ligesom du til Marvel-filmene skal blive siddende i sædet, helt indtil biograf-personalet beder dig om at smutte, skal du her holde øje med skærmen, helt indtil Netflix-menuen ruller frem på skærmen. Det lover godt for resten af Netflix-universet.