TULLY:
En uperfekt mor finder en perfekt løsning

Af Sophie Worning

Når vi tænker på mødre, er det traditionelt i nærmest guddommelige baner: den velsoignerede, givende moder, der prioriterer sit barn over alt andet på jorden. For enhver, der på et eller andet tidspunkt i sit liv har skullet tage sig af en skrålende nyfødt, er dette modersyn dog totalt urealistisk. En nyfødtes tilstedeværelse preller alle lag af forfængelighed og velveje væk. Det er ikke just det lovprisende mentale billede vi har af nybagte mødre.

Her indtræder Tully. Filmen er instrueret af Jason Reitman og skrevet af Diablo Cody (det kreative team bag filmene Juno [2007] og Young Adult [2011]), og formår at skære helt ind til benet på denne vrangforestilling om den perfekte mor. Charlize Theron spiller den kvaste og udmattede mor Marlo, som efter en relativt rolig graviditet finder sig kastet ud i en nedadgående spiral af søvnløshed, brystpumper og skrigende børn.

Her fremkommer en elegant montage af Marlos første uger efter fødslen, som viser en hudløs ærlighed omkring moderskab, som jeg personligt ikke er vant til at opleve på lærredet. Marlo gennemgår adskillige pinagtige episoder, såsom det tragikomiske øjeblik hvor hun skal bevise for en sygeplejerske at hun kan tvinge et par dråber tis ud, før hun må forlade hospitalet. I en anden sekvens er Marlo distraheret af sin telefon imens hun skifter ble og kommer til at tabe telefonen på sin baby. Biografsalen runger med latter i disse smertelige øjeblikke. Det er ikke svært at forestille sig, at Diablo Cody som mor til tre har gjort lignende erfaringer, ligeså vel som publikum har.

Det skal også nævnes, at under hele Marlos mareridtforløb er hendes mand totalt fraværende. Han sover tungt, hver gang babyen græder, ellers er han dybt optaget af sit ”Call of Duty” spil. De traditionelle kønsroller lever desværre stærkt videre, til både Marlo og seerens store frustration.

Da Marlo når smertegrænsen og bryder sammen med stres, tager hun imod et tilbud om at få en såkaldt ”night nanny” af sin velhavende bror. Funktionen af en ”night nanny” er at tage sig af barnet i løbet af natten, så moderen kan sove uforstyrret. Dette viser sig at være en livsændrende oplevelse for Marlo, der hurtigt knytter sig til den omsorgsfulde ”night nanny” Tully, finurligt spillet af Mackenzie Davis.

Tully stryger direkte ind i Marlo’s liv, som en blanding af Mary Poppins og Maria von Trapp fra The Sound of Music (1965), hvis de begge tilfældigvis var hipster ”manic pixie dream girls”. I Tully’s nærmest overnaturlige tilstedeværelse bliver Marlo’s anarkiske hus forvandlet til et funklede hjem, hvor der altid står hjemmebagte cupcakes klar, og opvasken forsvinder lige med ét. Udover det, udvikler Marlo og Tully et stærkt forhold, og Tully formår at genskabe livsglæde i Marlos liv. Cody skriver deres filosofiske samtaler med en øm finesse og kæler for hvert eneste ord.

Men, som dramaturgien befaler, skal en form for konflikt opstå i en films forløb, og her mister filmen lidt af sin charme for mig. Slutningen, uden at afsløre for meget, bevæger sig ud i en form for plot twist, som man har set alt for mange gange før. Det føles næsten dovent.

Heldigvis forringer slutningen ikke filmen fuldstændigt. Filmen skaber et indblik i realiteten omkring det at være mor, som vi får adgang til gennem den nærmest grænseoverskridende nærtagende præsentation af Marlos liv. Selvom filmen ikke er perfekt, kan man i hvert fald værdsætte dette.