En tyndbenet affære

Af Daniel Hartvig Nielsen

En gangsterfilm med Luc Besson som instruktør og manuskriptforfatter, Martin Scorsese som producer og med Robert De Niro, Michelle Pfeif- fer og Tommy Lee Jones i hovedrollerne – det lover godt, men tidligere tiders stjerner har slået autopiloten til…

Ujævn gangsteraffære
Den tidligere mafiaboss Giovanni Manzoni (Robert De Niro) har angivet sine gamle venner i mafiaen og er endt i et vidnebeskyttelsesprogram. Familien, bestående af far Giovanni, mor Maggie (Michelle Pfeiffer) og deres to teenagebørn (Dianna Argon og John D’Leo), er derfor sendt til Frankrig. Men på grund af tilpas- ningsproblemer er familien blevet flyttet rundt op til flere gange.

Da vi møder familien, flytter de ind i en lille fransk bjergby og går nu under navnet Blake. CIA-agenten Stansfield (Tommy Lee Jones) prøver at få familien til at holde lav profil og tilpasse sig, men det er svært at lægge de tidligere voldelige mafiametoder på hylden.

Samtidig leder Giovannis gamle mafia-venner fra fængslet efter familien, og de er på sporet…

ANMELDELSE AF:
Farvel til Mafiaen

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Luc Besson

LAND:
USA & Frankrig

Luc Bessons manuskript er noget tyndbenet, og det er generelt en ujævn film, der springer mellem sjove, voldelige og sentimentale scener. Den fungerer måske allerbedst, når det er den grove, sorte humor, der har overtaget, som da Giovanni, der nu hedder Fred, har besøg af VVS-manden – et besøg, der sender håndværkeren på hospitalet med op til flere brud. En humor vi kender fra Tarantinos eller danske Anders Thomas Jensens film. Men den groteske vold og humor redder desværre ikke filmens svage historie.

Filmens satiriske forsøg på at behandle kulturforskellene mellem amerikansk og fransk kultur virker ikke optimalt og bliver tit for plat og fordomsfuld i sig selv.

Solid, men ikke bemærkelsesværdig
Skuespils-præstationerne er solide. Robert De Niro spiller en af sine klassiske gangster-roller, som vi kender ham fra film som Godfather Part II (1974), Goodfellas (1990) og Analyze This (1999). Rollen som Giovan- ni/Fred har flest fællestræk med sidstnævnte, som er ovre i den mere komiske stil. Med andre ord; dette er en rolle, som De Niro kan spille i søvne, og han er da heller ikke oppe på tidligere tids niveau – men alt i alt en solid præstation. Michelle Pfeiffer, der også er kendt for sine præstationer i gangsterfilm som Scarface (1983) og Gift med Mafiaen (1988), leverer måske filmens bedste præstation og balancerer flot igennem de komiske og alvorlige scener, mens Tommy Lee Jones fungerer godt i samspillet med De Niro.

Instruktør Luc Besson leverer ligesom castet også en solid, men dog ikke bemærkelsesværdig præstation. Besson, der er kendt for sine stilede og action-prægede film som Le Femme Nikita (1990) og León: The Pro- fessionel (1994), har lavet en rodet film, som dog stadig har et ”Besson-touch” i filmens action-fyldte slut- ning. En ting, som dog kan fremhæves, er filmens klipning, der tit klippes på lyde og bevægelser, hvilket i flere scener giver en komisk effekt.

En sjov scene er ligeledes, da Giovanni og Stansfield skal til en filmdebat, og ved en tilfældighed er det fil- men Goodfellas, de ender med at se. Scenen får således karakter af en inside joke og har et komisk meta- lag, da De Niro ser sig selv spille Jimmy i Goodfellas, en film, der ydermere er instrueret af filmens producer Martin Scorsese.

I filmen bruges ordet ”fuck” både til at beskrive noget fantastisk og eller noget virkelig skidt – Farvel til Ma- fiaen kan desværre ikke gøre sig fortjent til et ”fuck” af nogen art, den lægger sig pænt midt imellem. Fil- mens til tider grove, men komiske vold redder den ikke. Forventer man ikke det store, leverer filmen en god gang underholdning, men andet er svært at få ud af denne noget tyndbenede affære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *