EN-TO-TRE-NU!: Nu på film

Af Line Nylandsted

Måske er du én af dem der i løbet af 1.g, imellem cosinus-udregninger og gymnasiefester, blev pålagt at læse Jesper Wung-Sungs En-To-Tre-NU! for efterfølgende at voldtage bogen i en udmagrende danskanalyse. Sådan var mit første møde med Cecilie og Jeppe – en oplevelse jeg deler med mere end 500.000 andre danskere. Alligevel sidder jeg her, 7 år senere og husker tydeligt den tragiske kærlighedshistorien, som ellers nemt kunne være druknet i lidt for mange håndbajere eller andre obligatoriske ungdomsromaner, som hører gymnasietiden til.

In case du høre til én af de 5 millioner, der ikke har været så heldig at gennemleve kærligheden mellem Jeppe og Cecilie, er det en meget simpel, velkendt formular: flot, charmerende dreng, Jeppe (Nikolaj Groth) møder naturlig smuk pige, Cecilie (Clara Rosager). Der opstår en uovervindelige kærlighed, som dog viser sig ikke at være helt så uovervindelig, og de to må gå grueligt meget igennem, før de kan få hinanden. Måske.

En-To-Tre-NU! har rigtig mange autentiske, diskrete og velfungerende sekvenser, som på en behagelig måde formidler den danske ungdomskultur i en mellemstor udkantsby, Svendborg. En tilgang som ofte fungerer rigtig fint, når den bare får lov til det. Men det gør den uheldigt nok ikke. Instruktør Barbara Rothenborg påfører, med sine 11 års erfaring i filmmiljøet i Los Angeles, et tykt lag amerikanisering ud over filmen, som tager form af drømmeagtige sekvenser, som udspiller sig mentalt for Jeppe.

ANMELDELSE AF:
En-to-tre-NU!

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Barbara Rothenborg

LAND:
Danmark

Da Cecilie som ny elev på Svendborg Gymnasium, ret urealistisk, bliver præsenteret af rektor for resten af skolen ved morgensang, vælger hun, igen ret urealistisk, at synge en ret lang sang foran en fyldt aula. For Jeppes blik, og dermed også publikums, forsvinder al småsnak fra salen og med ét rammes kun Cecilie af et kraftigt spotlightformet sollys.

I forbindelse med Jeppes kamp for at nå til tops inden for basketball, er der ligeledes flere episoder, der trods alt er mere realistisk motiveret end foregående eksempel, men som stilistisk giver filmen et billigt look. Det er min overbevisning, at de unge i 1.g samt resten af det danske publikum sagtens kan forstå, hvad det er Jeppe gennemlever, uden at det absolut skal udpensles på denne meget overdrevne måde. Til gengæld har jeg svært ved at afgøre, om de resterende basketballspillere, som tydeligvis ikke er skuespillere, men basketballspillere, præsterer vanvittigt karikerede replikker, eller om deres unaturlige skuespil i højere grad skyldes usædvanligt dårlig dubbing.

En mere åbenlys eksplicit fremstilling af ung mands følelser skal man lede længe efter – det skulle da lige være i en af de fem Anja og Viktor-film (1999-08) – og når nu Groth og Rosager formår at formidle deres følelser for hinanden ganske upåklageligt, så er det et ærgerligt tilvalg, som kun forstyrrer den ellers raffinerede fortælling.

Det være sagt, så rammer En-To-Tre-NU! virkelig lige dér, hvor den sigter og formår at formidle sit budskab om at værdsætte hver kærlighed, vi oplever, hver mulighed livet giver os og ja, hver eneste dag vi vågner op på en meget følsom og elegant facon (når man altså ser bort fra den amerikanske indblanding). Jack (Lukas Løkken), Jeppes bedste ven, evner sin rolle som den uansvarlige, frisindede barndomsven til fulde og forstærker på mange måde den magtesløshed, der er væsentlig som kontrast til filmens budskab.

Dansklærerne rundt omkring på landets gymnasier kan klappe i deres hænder og glæde sig over, at de nu kan afslutte deres En-To-Tre-NU! undervisningsforløb med et stykke fiktion, der langt hen af vejen er aldeles vellykket. Med dens budskab har den potentiale til at røre rigtig mange mennesker, men den spænder ben for sig selv, når den prøver på at være udansk. Barbara Rothenberg fortjener en hel del ros for sin elegance og arbejde med de unge skuespillere, men desværre også ris for den klumpede amerikanske intervention.

Kommentarer