THE POST:
En stor film om et vigtigt emne

Af Gustav Stubbe Arndal

Steven Spielberg er, når alt kommer til alt, en dybt ukynisk instruktør. Fra de store blockbustere, der definerede 80erne, til hans Oscar-vindende dramaer, har hans film altid haft hjertet det rette sted. Hans film fejrer håb, godhed og kærlighed, selv i de mest forfærdelige situationer. I en tid, hvor kold intellektualisme er på mode, og hvor verdenssituationen ikke ligefrem avler optimisme, kan det være nemt at bortkaste denne tendens som fjollet.

Men det er også derfor, vi har brug for en film som The Post.

På papiret lyder The Post som en parodi af Hollywoods sentimentale storværker— en film lavet til Oscar sæsonen: Tom Hanks og Meryl Streep kæmper for den enorme Washington Post i Nixons USA, instrueret af selveste Spielberg! Det er ikke blot en facade. The Post er nøjagtigt den film, den udgiver sig for at være.

Filmen fremstiller et af de vigtigste øjeblikke for ytringsfriheden i amerikansk historie. En række tophemmelige papirer bliver lækket fra Det Hvide Hus, der viser, hvordan Vietnamkrigen er håbløs, og hvordan regeringen har løjet overfor befolkningen for ikke at tabe ansigt. Da New York Times og The Washington Post publicerer disse papirer (den såkaldte Pentagonrapport), bliver de retsforfulgt af Nixon. Den frie presse står på spil.

Det er et enormt emne, og et vigtigt emne (især i disse tider), og filmen takler det med den nødvendige alvor og tyngde. Gennem hele filmen er der en klar fornemmelse af store konsekvenser og monumentale beslutninger, og hver af karaktererne brydes med valget om at publicere papirerne på forskellige måder.

For Ben Bradlee (Tom Hanks), chefredaktøren, er der ingen tvivl om, at rapporten skal offentliggøres. Trods en mere rå og smartere karakter, end Hanks normalt spiller, er han stadig en idealistisk figur. Men for Katharine Graham (Meryl Streep), som netop har overtaget nyhedsbureauet fra sin afdøde mand, handler spørgsmålet også om finans og eftermæle.

Omkring de to giganter er der også en lang række overbevisende biroller fra blandt andet Bob Odenkirk, Alison Brie, Bradley Whitford og Michael Stuhlbarg.

Filmen finder sin mere menneskelige side i Grahams fortælling. Hendes forening af sit liv som kvinde og som leder er den klareste karakterudvikling i filmen, og opdelingen mellem kønnene er et gennemgående motiv. I sidste ende er det hendes personlige styrke, der afgør det hele.

Dog bliver karakterernes personlige fortællinger ofte overskygget af kampen for pressefriheden; et vigtigt tema, men et tema, der er svært at forholde sig så konkret til, som vores hovedpersoner skal. Når hovedpersonerne er venner med præsidenter og vigtige ministre, når de står i spidsen af amerikansk journalistik, og når deres beslutning kan ændre historiens gang, kan det være svært helt at sætte sig i deres sko.

Men de store spørgsmål er også The Post’s største styrke. Man kunne ikke slippe af sted med sådant et titanisk cast og sådant et storladent manuskript, hvis det ikke handlede om noget lige så titanisk og storladent.

Denne storladenhed går også igennem i instruktionen. Det er næsten tosset, hvordan Spielbergs fænomenale evner som instruktør bliver til en fodnote. Hvis nogen dukkede op og lavede en lige så veldirigeret, funktionel og gribende sekvens af scener, ville vi alle være målløse. Men det er Spielberg, så hvad kan man ellers forvente?

I en tid, hvor de største Oscar-vindere er provokerende, underlige og innovative, virker The Post måske som et relikvie fra en glemt æra. Men med sin konventionelle konstruktion bringer The Post også den charmerende humanisme, den gamle Spielberg endnu ikke har mistet.

Ja, violinerne stryges i takt med monologer om frihed og ansvar. Ja, der bliver smurt tykt på til tider. Men hvis der er nogen, der har lov til at gøre det, så er det Spielberg, Streep og Hanks, der fejrer ytringsfriheden.

Kommentarer