LUCKY:
En smuk og sjov afsked med Harry Dean

Af Tilde Søgaard Carlsen

Solen hænger lavt over bjergene i en solskoldet prærielandsby. Kun lyden af kække insekter og kævlende hunde kæmper mod stilheden. Den bortløbne landskildpadde, Præsident Roosevelt, er det eneste, der rør sig. Livet er egentlig ganske tilforladeligt herude.

Lucky og livet går sin vante gang. Nu afdøde Harry Dean Stanton spiller Lucky, der starter hver morgen med smøger og morgengymnastik, hvorefter han på gåben begiver sig afsted mod krydsord og kaffe på den lokale café. Alle kender alle; og det lader til, at den lille landsbys største dilemma er Howards (David Lynch) landskildpaddes flugt. Indtil dagen, hvor Lucky af uforklarlige årsager vælter i sit køkken, og livets flygtighed gradvist går op for den gamle mand.

Skuespiller John Carroll Lynch (kendt fra Fargo [1996]) debuterer som instruktør med filmen Lucky. Han har formået at samle et stjernespækket cast, der både frembringer smil, latter og knugende følelser — bl.a. med sin efternavnebror David Lynch’s optræden. Sidstnævnte er ikke den store skuespiller selv; men at se ham spille side om side med sin gode ven og kollega, Stanton, (senest i Twin Peaks: The Return [2017]) frembragte både gode minder og en vis vemodighed i lyset af Stantons bortgang i september sidste år.

Harry Dean Stanton er Lucky. Stanton leverer en fantastisk præstation såvel som grinagtige replikker og vækker en Lucky til live, man ville ønske, man kendte. Han sparker røv og giver ikke en fuck for andres meninger — men med et twist af overdyngende charme og overraskende sympati. I en skøn scene er Lucky inviteret til mexicansk børnefødselsdag (fiesta), hvor han med sin tørre mine og slidte krop skiller sig ud fra mængden. Med kærlighed til mariachi-musik bryder Lucky ud i sang med Volver, volver (spansk: ’kom tilbage’) og viser en varme og skrøbelighed, der går lige i hjertet.

Lucky er en livsbekræftende film om døden. Der smøres tykt på med filosofiske overvejelser og åbenbaringer — til tider for tykt. Der er dog en række gode replikker imellem, og særligt ping pong’en karaktererne imellem er eminent! De er alle vidt forskellige og pudsige personer, der er gode til at toppes såvel som at trøste, hvis en ven er havnet i problemer. Og det er nu meget morsomt, når Lucky forvirrer den lokale bartender ved at slå tvivl om realismen og sandhedens virkelighed og eksistens.

Lucky tematiserer døden med en hjertevarm nærhed og komisk distance, der lader det ellers alvorlige tema slutte på en god note med Stantons smilende ansigt. Lucky affejer frygten for at dø alene og omfavner den allestedsværende kærlighed, der omgiver livet. Filmen er en hjerteskærende afsked med Stanton, men en hyldest til hans virke og optræd — en, vi heldigvis kan gense igen og igen. Farvel Harry Dean, og tak for nu!

Kommentarer