CALL ME BY YOUR NAME:
En sanselig fortælling om kærlighedens stille voldsomhed

Som så mange andre, tager jeg The Academy Awards’ flødeskumsshow med et tiltrængt gran salt. Skønt en nominering for Best Picture ubestrideligt er et tungtvejende klap på skulderen for enhver film, er det langt fra altid den garanti for kvalitet, som hollywoodeliten insisterer på. Da Call Me by Your Names første lækre, velorkestrerede billeder vasker hen over skærmen, er både mine forventninger og parader derfor godt oppe: De første tyve minutter forholder jeg mig tøvende – en time inde er jeg solgt. Da slutteksterne toner frem, sidder jeg ligesom Elio med tårer i øjnene. Venner, rul blot ned og lad jer blændes af de strålende seks stjerner, som jeg skamløst kaster efter denne sanseligt fortryllende og helt igennem hjerteskærende perle af en film.

Tiden er sommeren 1983, stedet et uspecificeret paradisisk landskab i det nordlige Italien. Her får den unge, intellektuelle Elio (Timothée Chalamet) dagene til at gå med litteraturlæsning, klaverspil og solbadning i en sløvhedens døs, indtil farens nye forskningsassistent, Oliver (Armie Hammer), ankommer og starter en ild i Elios indre. Sat til en supersensuel billedside fyldt med rødmende ferskentræer og vridende, nøgne staturer, udvikler Elio og Oliver langsomt et lidenskabeligt kærlighedsforhold i skjul for samfundets og religionens granskende blik. Det er en smuk og rørende historie om ungdommens første store kærlighed, perfekt komplimenteret af Italiens frodige, vilde natur og gyldne, dovne sommervarme.

Call Me by Your Name spilder ikke meget tid på at overkomme store plot- eller følelsesmæssige forhindringer, men er i højere grad fokuseret på skønheden ved livets små detaljer og øjeblikke, som de bringes frem, strækkes ud og foreviges i et elskende pars sind. Den har som sit omdrejningspunkt en simpel, men stærkt følelsesmæssigt engagerende historie, der virker lys og luftig med indflettede toner af behagelig melankoli. Glimtvis åbnes der op for en dybere alvor, som i en scene efter Elio spontant får næseblod ved middagsbordet, og Oliver kun halvt i spøg spørger, om det skyldes, at han har ødelagt noget inde i ham. Det er ikke en dyster scene, men spiller på nogle af filmens underliggende temaer om skam og religiøs/moralsk dissonans, som giver historien den tyngde, den behøver, uden nogensinde at lade den forfalde til elendighed.

Ansvaret for denne vellykkede balancegang skyldes ikke mindst Timothée Chalamet og Armie Hammers fantastiske skuespilpræstationer. I den famøse ‘ferskenscene’, hvor Elio bliver intimt bekendt med et vist stykke frugt og herefter opdaget af Oliver, når Chalamet på ganske kort tid gennem det meste af det menneskelige følelsesregister, alt sammen med Elios integritet fuld intakt. Lige så ægte føles Olivers forelskelse, når Hammers hele ansigt lyser op som en supernova, hver gang han kigger på Chalamet. Begge spiller de sammen med en imponerende ømhed og følelse, der sender gnister flyvende i alle retninger.

Kun få steder bliver manuskriptet en smule for pladderromantisk til min smag, som i den scene der ligger navn til filmen. Når det så er sagt, har jeg ikke mange fingre at sætte på den italienske topæstetiker Luca Guadagninos yderst velinstruerede og gennemførte nye spillefilm. Ja, så lad mig dog bare sige det – den er et mesterværk!