VISITOR:
En ø i december og et mellemrum i tiden

Sebastian Cordes’ Visitor er et af de danske bidrag på dette års CPH:DOX. En dokumentar der observerer og iscenesætter flygtningesituationen med en poetisk distance i en collage af langsomme billeder. Der er intet talerør og intet vidnesbyrd i dokumentaren. Istedet afbrydes filmen af sekvenser med sort skærm, hvor digter Peter-Clement Woetmann læser op fra sin elegi om flygtningekrisen Bag bakkerne, kysten med undertitlen En klagesang, der ikke kommer helt til sin ret ved fragmenterede citeringer.

Visitor bærer et vidst slægtskab med Gianfranco Rosis prisvindende dokumentar Havet Brænder (2016), der skildrede Europas møde med flygtningekrisen på øen Lampedusa. Visitor begynder ligesom Rosis dokumentar med statistisk kontekstualisering: mere end 1.000.000 flygtninge og migranter har mødt den europæiske grænse i Grækenland, mere end 900.000 er kommet til øerne i det Ægæiske hav, og stadigt 3800 befinder sig på den græske ø Chios, der er udgangspunktet for Cordes dokumentar.

Men ligesom Havet Brænder er det ikke Cordes anliggende at formidle målbare fakta. Filmen er snarere en poetisk skildring af en stor politisk krise i et lille græsk øsamfund. Der hvor Visitor adskiller sig betydeligt fra andre skildringer af de mennesker, der krydser middelhavet på flugt, er ved fraværet af et narrativ og fraværet af mennesker, der ikke fylder skærmen i mange minutter i den lidt over en time lange dokumentar. I stedet er det stilstående og mennesketomme billeder af en græsk ø, der i december befinder sig i et mellemrum i tiden: tomme hoteller, tomme butikker, et forladt livreddertårn og tomme gader, der venter på, at tiden går, og sommersæsonen kommer.

Indimellem møder vi øens befolkning: til en fest med seks unge mennesker optaget af at tage en selfie, i forsamlingshuset hvor der undervises i dans, og på restauranten hvor instruktøren selv delvist optræder som et par hænder ved et middagsbord.

Flygtningekrisen er omdrejningspunktet, men de flygtninge, der befinder sig på øen, larmer ved deres fravær. Fraværende er også den velkendte mediering af krisen af overbefolkede gummibåde og middelhavet som gravplads. I stedet ligger enkelte stykker tøj uden ejer langs kyststrækningen på øen. Når vi møder flygtningene er det på betragtelig afstand. Kameraet kigger frem bag siden af et hus. Vi ser nogle mænd bagfra. Billedernes beskæring stopper ved mændenes skuldre og de forbliver identitetsløse.

Der er en insisterende afstand mellem et os og et dem, en poetisk fortolkning der gør Visitor til en stiliseret udlægning af flygtningekrisen, hvor det æstetiske udtryk får lov at larme lidt for meget i den generelle fortælling.