VORES LIVS FERIE:
En ode til livet

Når jeg tænker på mine bedsteforældre, så tænker jeg på legepladsen i byparken og det tørre brød, vi smider til sultne ænder i dammen. Jeg tænker på bordtennis ved en swimming-pool i Sydfrankrig og en fransk hotdog nede fra grillen ved havnen. Jeg tænker på saftevand ved denne havn og leverpostejsmadder med agurk til frokost.

Men nu hvor jeg er blevet ældre, er der også kommet et nyt lys over alderdommen. Et lys som man kun sjældent tænker på, indtil der pludselig ingen vej er udenom: demens, problemer med hukommelsen og enden på det hele, som venter ved ethvert hjørne.

I Vores Livs Ferie får vi begge sider at se uden indpakning eller finpudsede kanter. Der er intet, som kunne gemme det ubehagelige væk til den tid, hvor vi selv står og skal tage stilling til, hvad vi skal gøre for vores egne bedsteforældre, når de ikke længere kan gå på toilettet selv.

Filmen starter med, at Will Spencer (Christian McKay) kommer kørende i en kæmpe Ford pick-up truck gennem et vaskeægte “American neighborhood” med flag og masser af valgplakater. Det er foråret 2016. Will er på vej op mod sine forældres hus til fødselsdag og har endda hjemmebagt kage med i bilen. Da han ankommer til huset, finder Will dog hurtigt ud af, at forældrene er væk – og de har taget autocamperen “The Leisure Seeker” med.

Synsvinklen skifter til Ella Spencer (Helen Mirren), som sidder i passagersædet i autocamperen og lægger make-up, mens hendes mand John (Donald Sutherland) sidder bag rattet. De er stukket af på et roadtrip sammen for at slippe fra deres hverdag. En hverdag som plager Ella med kræft og John med demens og hukommelsestab. De skal nemlig ned og se Ernest Hemingways hus i Key West, Florida – John har været universitetslærer i mange år, og han er ekspert i amerikansk litteratur. Hemingways hus er den sidste linje, som skal streges af bucketlisten.

Hemingway følger dem som en gammel ven hele vejen igennem filmen. John reciterer prosa fra forfatteren igen og igen – foran spejlet, til en intetanende servitrice på en burger-restaurant, til Ella – og pludselig henledes tankerne på Den Gamle Mand og Havet og Santiagos søgen efter svaret på livets gåde. Ligeså følger vi Ella og John og deres eventyr med livet, de har haft sammen, og de stunder, de ser tilbage på.

Instruktøren Paolo Virzi står her med sin første engelsksprogede film. Han har allerede stået for mange prisvindende italienske film over de sidste 30 år, men Vores Livs Ferie markerer første gang, han bevæger sig ind i USA. Filmen hænger på grænsen til at blive en karikatur af en typisk roadtrip-movie gennem USA, men hovedkaraktererne Ella og John tipper fortællingen til alles fordel.

Som to kæmper inden for feltet har Helen Mirren og Donald Sutherland en så ekstraordinær kemi, at man bliver helt i tvivl om, om de nu ikke har været gift i 50 år og kender hinanden så godt, som John og Ella gør. Ligeså tit som Ellas paryk kommer af og afslører hendes krops kamp med kræft, ligeså tit kommer og går Johns hukommelse – og den ene er lige så hjerteknusende som den anden.

Man ser både de gode stunder, hvor de begge sidder og ser dias på et lagen, der er hængt op mellem autocamperen og et træ, og man ser de dårlige stunder, hvor John tisser i sengen på grund af inkontinens, eller Ella kaster op  på grund af kræftens kvælende næve.

Carlo Virzis musik og Luca Bigazzis fotografi transporterer os ind i en verden af sandstrande, vejkanter og punkterede hjul langs USAs østkyst.

“Is this heaven?” spørger John, da de stopper for at kigge ud over et stille hav forude – det krystalblå vand og kridthvide sand, et maleri af paradis. Ella lægger en arm om ham og holder kærligt om sit livs kærlighed.

Et langvarigt ægteskab er som gode dage, hvor havet ligger stille hen. Andre gange blæser det op til storm og ødelægger alt på sin vej.

Det er den håbløse, men nødvendige kamp mod tiden, som end ikke vores egne kære forældre og bedsteforældre kan modstå. Vores Livs Ferie er en ode til livet. Det er en ode til ældres værdighed og de liv, som går bort, når tiden overhaler dem og stjæler dem fra os –  men også fra hinanden.