En meget lang rejse gennem ødemarken

Af Rasmus Molin Friis

I Nuri Bilge Ceylans Once Upon a Time in Anatolia bliver den tyrkiske ødemark arena for midaldrende mænds kamp mod såvel fortidens dæmoner som fremtidens tomhed. Samtidig kæmper Ceylan for at overbevise om styrken af det menneskelige drama – desværre med begrænset held.

Det starter ellers lovende. Lyset fra en række køretøjer letter langsomt nattens greb om de anatolske landområder, inden nogle skikkelser vover sig ud i den kolde og klagende vind; blandt dem lægen Cemal, politikommisæren Naci og anklageren Nusret (sidstnævnte et godt bud på Clark Gables tyrkiske tvilling). Sammen søger de et lig begravet i den fugtige muld, men mest af alt søger de løsninger på tilværelsens problemer – fra smuldrende ægteskaber til eksistentielle kriser.

Nuri Bilge Ceylan, manden bag genistreger som Distant (2002) og Three Monkeys (2008), viser også i Once Upon a Time in Anatolia en instinktiv sans for billedmagi. Fra de indledende grusveje, der synes mørke med mere end natten, til morgengryets marker, som strækker sig langt ud i intetheden. Landskabet levendegøres som et konstant nærværende og alligevel ansigtsløst bagtæppe, der både vækker og formidler de bærende karakterers tungsind.

Her findes uhyggen udelukkende på det psykologiske plan. Der er ingen monstre andet end indre dæmoner, ingen brutale mordscener udover dem, der allerede har fundet sted. Alligevel lurer frygten konstant i grøfter og kratte, i den heftige regn og den brølende torden. På sin egen måde viser Ceylan sig igen som Hitchcocks og Clouzots efterkommer – som en spændingens mester med sans for tid og timing.

ANMELDELSE AF:
Once Upon a Time in Anatolia

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2011

INSTRUKTØR:
Nuri Bilge Ceylan

LAND:
Tyrkiet & Bosnien-Hercegovina

Til gengæld lykkes det ikke instruktøren at tvinge de store følelser ud over lærredet. Den fremmedgørende effekt er i et vist omfang tilsigtet, men som handlingen skrider frem, inviteres seeren i stigende grad til at identificere sig med karaktererne. Især anklagerens skeletter i skabet vendes og drejes til hudløshed, men de langstrakte nærbilleder af Gable-klonens plagede øjne vækker aldrig den ønskede medfølelse. I stedet efterlades man med indtrykket af en film med større ambitioner, end den kan indfri.

Kombinationen af en kompromisløs æstetik og et drama uden resonans gør, at Once Upon a Time in Anatolia fremstår noget prætentiøs. Den næsten tre timer lange spilletid og de betagende tableauer skaber forventningen om dybe indsigter i såvel livets vilkår som den menneskelige psyke, men fortællingen fra den tyrkiske ødemark halter, så snart artfilmsindpakningen rives væk.

Heldigvis er der en vis sandsynlighed for, at de danske biografgængere kan fortrænge skuffelsen, når Ceylans guldpalmevinder, Winter Sleep, har premiere i december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *