I, TONYA:
En manisk Goodfellas med pailletter og på skøjter

En hændelse kan være livsændrende. Lige meget hvad der er gået forud, og hvor meget man end har kæmpet for at nå til et hvis punkt, kan et enkelt øjeblik ændre hele din fremtid. Fremover vil du altid blive husket som den person, der gjorde den ene ting. Alt andet forstummer, og du er stemplet til evig tid.

Tonya Harding (Margot Robbie) var en dygtig kunstskøjteløber. Hun besad en fysik, der gjorde hende i stand til at udføre tricks, som hendes amerikanske konkurrenter ikke kunne. Det var ikke den eneste måde, hun skilte sig ud; hun kom fra fattige kår og var således en torn i øjet på den ellers så fine og propre sportsgren.

I I, Tonya følger vi hende fra barn, med en mildest talt dominerende og halvdæmonisk mor, LaVona Golden (Allison Janney), der sender hende på is allerede som 3-årig, til voksen. Hendes had/kærlighedsforhold til manden Jeff Gillooly (Sebastian Stan med en majestætisk snegl på overlæben) starter allerede i teen-årene og er en tilbagevenden grund for noget af det kaos, der influerer hendes karriere.

Filmen fortælles som en serie af flashbacks, som de nu huskes af Tonya, LaVona og Jeff. Ikke ligefrem de mest troværdige personer, og det gør filmen da også opmærksom på i starten, med en skøn sarkastisk disclaimer. Det er en version af en sandhed, vi ser, og ikke den ”absolutte” sandhed.

Flere gange bryder de tre hovedkarakterer også med den fjerde væg og henvender sig direkte til publikum – en herlig gimmick, man ellers kunne frygte blev irriterende, men der her aldrig føles malplaceret, på nær i en træningsmontage, hvor det bliver lidt for meget.

Som den titulære Tonya er Margot Robbie fantastisk. Fra første øjeblik, hvor hun sidder i et køkken som den gamle, afdankede trailer trash-skøjteprinsesse med gusten hud, poser under øjnene og smøg i kæften, fanger hun mig og giver på intet tidspunkt slip igen. Selv da hun skal forestille at være 15 år, tror man på det. Hun ligner ikke en, men hendes manerismer og kejtethed ER indbegrebet af teenager – især måden hun arbejder med den bøjle, hun bærer, er en fin detalje.

I det hele taget er hendes fysiske skuespil mageløst. Hun giver de forskellige aldre specifikke fysiske karakteristika, og lader dem blive i den alder. Igen en lille detalje, men de mange små gør hendes præstation så meget mere mindeværdig.

Mere dramatiske og følelseslade scener senere i filmen gør hun så fermt, at det ikke er helt utænkeligt, at hun løber med Oscar’en for bedste kvindelige hovedrolle. Hun suppleres af en – som altid –  veloplagt Allison Janney. I de interviewdele, hvor hun sidder med en papegøje på skulderen og giver den som bitter og, mildest talt, excentrisk madamme, er blandt filmens sjoveste.

I det hele taget er samtlige roller interessante og morsomme på hver sin måde. Den eneste, man ikke rigtig kommer ind på, er rivalen Nancy Kerrigan. Det giver på sin vis god mening, da det er Tonyas historie, der fortælles, men hendes konkurrenter på isen bliver aldrig etableret som nogen, det rent faktisk var imponerende, at hun slog.

Der går også lidt for meget jukebox i den til tider. Det er fint, at man vil etablere tiden gennem musik, men alt med måde. Efter den første tredjedel er det dog knapt så markant, heldigvis.

Let og elegant, men samtidig rå og brutal, rammer I, Tonya dig i ansigtet med en lige højre og giver dig et smækkys bagefter som undskyldning. Jeg tager hellere end gerne en tur til i selskab med Robbie og co.