NERUDA:
En legesyg biopic

Den Oscar-nominerede Jackie (2016) var et overordentligt frisk pust i det amerikanske biopic-landskab. Jackie Kennedys sorg over af have mistet sin mand gennemsyrede hele filmens udtryk, fra de lange kamerature og den minimalistiske strygermusik til Natalie Portmans fintfølende skuespil. I Neruda vender den chilenske instruktør Pablo Larraín tilbage til hjemlandet for igen at lege med den biografiske genre, og heller ikke denne gang følger han konventionerne.

 

Pablo Neruda er poet. Han skriver politiske, anarkistiske digte, men også om den længselsfulde, altopslugende kærlighed. Han er optaget af kunsten, festerne og kvinderne. Med samme lidenskab indhylles publikum i Larraíns organiske periodebillede af 1940’ernes Chile. Støvede, brune farver, drillende lens flares og jazz på grammofonen. Bilscenerne udføres endda på ægte Olsen-banden-manér med baggrundsprojektion i bagruden.

 

Pablo Neruda er også kommunist, og en højtråbende én af slagsen. Da præsidenten sortlister alle landets socialister, bliver Neruda en fjende af staten. Han må derfor lægge låg på udskejelserne for at gå under jorden. Her kommer politidetektiven med det mundrette navn Peluchonneau på banen. Neruda skal fanges, koste hvad det vil.

 

Larraín formår at spice biopic-formlen op ved netop at inddrage Peluchonneau, der fungerer som filmens meget subjektive voice-over-fortæller. Han forsøger ikke at skjule sin afsky for Nerudas kommunistiske virke, men det mærkes samtidig under overfladen, at han også drages af digteren lyrik. Fra sin fortæller-position sætter Peluchonneau alt ind på at få overtaget som filmens hovedkarakter, men som titelfigur er Neruda altid to skridt foran.

 

Politijagten bliver et kapløb om omverdenens – og publikums – opmærksomhed, hvor begge karakterer dyrker selviscenesættelsen. Neruda brokker sig eksempelvis over, at hans skjulested er for sikkert. Han vil bestemt ikke fanges, men det må gerne være tæt på at ske. For at skabe lidt spænding sniger han sig flere gange ud i nattelivet med den ivrige detektiv i hælene.

 

”I denne forfølgelse mangler rædslen,” siger Peluchonneau for sig selv et stykke inde i filmen, og det er ganske rigtigt en ret så udramatisk jagt, vi er vidne til. Begge karakterer synes mere optagede af selve katten efter musen-legen end dens udfald. Samtidig føler man ikke den store empati for hovedpersonen, for i modsætning til Jackie kommer man aldrig helt ind under huden dem. Filmens eksperimenterende form er fascinerende, men skygger også for personen bag facaden.

 

Undervejs afsløres det dog med raffineret snilde, at der er en mening med det hele. Neruda handler ikke kun om den nobelprismodtagende mand af samme navn. Filmen er også en metakommentar om forfatterens magt over vores opfattelse af virkeligheden, samt om hvordan vi gerne vil huskes for eftertiden. Måske gør det ikke så meget, at fortællingen mister spænding undervejs, for Larraín har skabt en abstrakt og visuelt fængslende biopic, der listigt udtværer grænselandet mellem fakta og fiktion.