JESSICA JONES, SÆSON 2:
En kvinde, der ikke helt kan stå på egne ben

Jessica Jones (Krysten Ritter) er en hård negl. Og ikke bare fordi hun er super-stærk, kan springe til uanede højder og rive jerndøre ud af hængslerne med de bare næver.

Hun har modstået psykisk manipulation i sæson 1 (2016), som mundede ud i et voldsomt endeligt opgør med ærkefjenden. Hun har stået side om side med de andre New York-helte Daredevil, Luke Cage og Iron Fist i The Defenders (2017). Nu står hun alene på egne ben — igen.

Hun er en kvinde, som er hårdt plaget af sin fortid. Der står altid en flaske whiskey på hylden eller på skrivebordet. Mareridt hjemsøger hende om natten med flashbacks til den færdselsulykke, som kun hun overlevede. Til et laboratorie proppet med skrig. Til ensomhedens favn, som trækker hende dybere og dybere ned mod flaskens tomme bund.

Naboen, Malcolm Ducasse (Eka Darville), er blevet assistent i Jessicas privatdetektiv firma og hjælper hende – nogle gange uden at hun ved det – med nogle af hendes sager. Han er også hendes frivillige håndværker og murer. Han istandsætter gang på gang hendes lejlighed, der stadig bærer præg af skudepisoder og slåskampe.

Barndomsveninden og adoptivsøsteren Trish Walker (Rachael Taylor) har fundet en kæreste og står i spidsen for sit eget radio-show, Trish Talk, som kæmper med nedadgående lyttertal. Dér begynder den nedadgående kurve også for Jessica. Trish vil løse mysteriet om Jessicas fortid for at genvinde sine lytteres opmærksomhed og begynder at rode i ting, som ikke vedrører hende. IGH, Kozlov, men også Will Simpson (Wil Traval) selv dukker op igen og igen, indtil noget begynder at røre på sig i dybet; et monster fra Jessicas fortid, som sluger alt og alle.

Hele sæsonen havde premiere den 8. marts på Netflix. At det var Kvindernes Internationale Kampdag var ingen tilfældighed, da Jessica Jones viser et væld af stærke kvinder på skærmen – men de fungerer aldrig helt så stærkt, når de står sammen.

Serien når aldrig et klimaks, hvor alle de enkelte historier flettes til en sammenlagt historie. Der er for mange sideplots, og det føles som om, at der bliver klemt for mange elementer ind. Trådene, der holder det hele sammen, er for skrøbelige, og hele afsnit synes ligegyldige i længden. Den store, dramatiske afslutning kommer aldrig. Serien er blot endnu én i rækken af Marvels mange Netflix serier, og de mange henvisninger til resten af Marvels “Cinematic Universe” og cameos fra andre karakterer, vi kender, gør det klart, at Jessica Jones tilhører Marvel-verdenen.

Desværre er de eneste mindeværdige scener dem, hvor hun står ansigt til ansigt med en gammel fjende fra første sæson og de enkelte gange, hvor søsterforholdet til Trish Walker kommer på glatis – og der er langt mellem disse scener. Slutningen føles tom og ligegyldig – som om der intet er sket overhovedet. Hvor Luke Cage (Mike Colter) og Claire Temple (Rosario Dawson) hjalp med at binde Jessica Jones sammen med resten af Netflix’ Marvelserier i forrige sæson, mangler denne sæson noget konkret at trække på.

Jessica er en fantastisk karakter, og Krysten Ritter gør det skidegodt. Men det er ikke nok at slås mod spøgelser fra fortiden. I Marvel-tegneserierne gemmer der sig fantastiske historier, der ville have været mulige at omarbejde til den lille skærm med både plot twists og nye superheltekostumer – at dette ikke er tilfældet, er en skam.

Luke Cage, sæson 2, venter til juni, og Daredevil, sæson 3 venter til efteråret. Lad os håbe at Jessica Jones får lov at gæste i nogle få, bedre afsnit.

Kommentarer