DE UTROLIGE 2:
En imponerende, men ikke overlegen efterfølger

Efter mere end ti års venten er den her omsider: efterfølgeren til Pixars bragende succes af en animationsfilm De Utrolige (2004). En af den slags film, hvor forældrene muligvis har glædet sig mere end børnene. Og det med god grund. Brad Bird leverer nemlig endnu en hæsblæsende underholdende film med De Utrolige 2 – og det ovenikøbet i en tid, der i forvejen er godt mættet af superheltefilm.

De Utrolige 2 er da på mange måder en relativt typisk superheltefilm, men den er også en fintfølende og sød fortælling om familieroller og evnen til at balancere forskellige aspekter i hverdagen. En glimrende måde at sætte sådanne temaer i spil er ved at lade moren i den brogede familie Helen Parr aka Elastigirl (stemmelagt af Holly Hunter) tage den egentlig rolle i det overordnede plot.

Plottet er egentlig ganske simpelt og giver sig eget take på problematikken ved superhelte, der i nyere tid også er behandlet af film som Avengers-franchisen og Captain America: Civil War (2016): forårsager superhelte mere destruktion, end de forhindrer?

Dét er holdningen i starten af De Utrolige 2, og det er dermed op til familien at bevise, at de kan bruge deres evner til at bekæmpe og ikke skabe kaos i samfundet. Her får de hjælp af ejerne af DevTech: søskendeparret Winston og Evelyn Deavor (Bob Odenkirk og Catherine Keener), der mener, at Elastigirl er vejen frem til rebranding af superhelte. Hvilket Bob aka Mr. Incredible (Craig T. Nelson) ikke er helt tilfreds med.

Planen går forrygende, men selvfølgelig dukker der en ny skurk op: Screenslaver. En hacker, der bruger skærme til at hypnotisere folk, mens der prædikes mod forbrugerkulturen med replikker som ”You don’t talk. You watch talkshows.” Et ret så mørkt og virkelighedsforankret budskab, der atter viser, at Pixar altså ikke bare er ment til børn.

Det er alt i alt også umådelig forfriskende at opleve Elastigirl som filmens store kick-ass, hvor hun får lov til at bryde ud af rollen som mor og støtter af Bob. Hendes udvekslinger med Evelyn er også med til at give filmen ekstra karakter og understrege fokusset på de stærke kvinder, der ikke bare taler om mænd.

Det giver også Bob muligheden for at påtage sig ansvaret som ansvarlig familiefar, uden at de ombyttede roller bliver for søgte. Snarere lægger det op til nogle både rørende og stærkt morsomme sekvenser – og dem har filmen mange af. Babyen Jack Jack, der viser sig at være polymorf (besidde mange kræfter), er klart blandt filmens sjoveste indspark. Det er også her, at den fantastiske animation kan få lov til at brillere med farvekaskader og hurtigt tempo.

Der er hersker ingen tvivl: De Utrolige 2 er hele vejen igennem utrolig gennemført både visuelt og på lydsiden: soundtracket passer perfekt og supplerer suverænt de mange tempofyldte actionsekvenser.

Jeg vil dermed mene, at der er tale om en særdeles værdig efterfølger, selvom den dog ikke overgår den første. Måske de mange års venten har givet den en nærmest ophøjet, urørlig status. Under alle omstændigheder kan man som forventningsfuld fan ånde lettet op: De Utrolige 2 skuffer ikke.