EN FRYGTELIG KVINDE:
En herlig forførende satirisk flirt

Parforhold på film kommer i mange former. Der er Hollywood-metervaren, hvor en møder en anden og blah blah, cue kvalmende sukkersød slutning. I modsatte ende af spekteret er der de voluminøse og dybt dramatiske kærlighedshistorier, hvor strygerne skriger ”GRÆD NU!” til publikum.

Det er lidt ”hit & miss”, hvad der fungerer. For hvert ene hit, så er der tåkrummende mange miss’. En original historie er ikke altid nødvendig, bare den er fortalt underholdende og gerne lidt anderledes.

En frygtelig kvinde er brødrene Tafdrups, Christian og Mads, selvterapeutiske behandling af diverse forliste forhold, tilsat et ordentligt skud satire.

Her er det på forunderlig vis, lykkedes den generiske hipster, Rasmus (Anders Juul), at score langt over sin liga, i form af den betagende Marie (Amanda Collin). Vi følger dem fra den spæde begyndelse, med middag og sex på gulvet i bedste boheme-fuck-hvor-er-vi-bare-trendy-stil, til den mere trivielle hverdag, hvor ”honeymoon”-fasen nu er ebbet ud, og det egentlige parforhold skal stå sin test.

Det hele er meget karikeret – Rasmus er et skvat, der aldrig er vokset op og Marie er en dominerende hundjævel, der manipulerer det stakkels lille pus. Han er ikke den eneste, der bliver taget ved næsen. Vi ser udelukkende tingene fra hans side af, så alt hvad hun gør, virker ondt og manipulerende.

Men er det egentlig det? Hvor meget kan vi stole på det vi ser? Vi får flere hints om, at han er lige vel nok egoistisk, f.eks. bliver hendes indflytning udstillet som en invadering af hans domæne. Men er sandheden ikke nærmere, at huleboeren ikke vil give slip på sine ting og skabe et fælles hjem?

Mangt og meget kan læses ud af En frygtelig kvinde og det er næsten synd at fortælle alt for meget om, hvad der sker.

Fremhæves skal dog Amanda Collin. Vekslende mellem sensuel succubus, fyrig valkyrie og hengivende elskede, rammer hun hver eneste nuance til absolut perfektion. Hun spiller en rolle, som også spiller en rolle og muligvis også spiller en helt tredje(?), så det bliver nærmest Inception-tosset. Men man kan ikke fjerne blikket fra lærredet, når hun ses. Øjnene holdes som gidsel, og man hensættes til en ren Stockholm-syndrom tilstand.

De små vidende blikke ud mod publikum er djævelsk charmerende og understreger, hvorfor, ikke mindst for hvem, du skal se den her film.

Dog føles historien lidt lang i det til tider og de fleste bifigurer, med undtagelse af Rasmus’ ven Troels (Rasmus Hammerich), er fuldkommen ligegyldige eller forfejlet punchlines. Tafdrups egen cameo virker, som en lussing til en eks og ender med at være unødigt distraherende i forhold til karakterens funktion.

Kunne En frygtelig kvinde have været vildere? Sagtens, der er op til flere amerikanske eksempler på det, og jeg sad nogen gange og ventede på, at NU gik den et nøk op i vildskab. Men det skal ikke afskrække, for det til trods, så er den et skønt og overraskende bekendtskab. Jeg var på forhånd skeptisk, men endte med en ganske fin oplevelse og Amanda Collin er intet mindre end en åbenbaring.