PAPILLON:
En flad flugt

Af Amine Kromann Karacan

Wham, bam, så fik Henri ski’ livstid i fængslet for et mord, han ikke havde begået. Begyndelsen går over stok og sten i danske Michael Noers første internationale film, Papillon. Præmissen skal etableres hurtigst muligt: pengeskabstyven Henri “Papillon” Charrière dømmes for mord til et liv som straffefange i Fransk Guyana, og nu vil han forsøge at flygte.

Det altoverskyggende drama foregår nemlig i fængslet, da Papillon (Charlie Hunnam) og den svagere, men pengestærke, Louis Dega (Rami Malek) knytter bånd over fælles håb om flugt.

Der glides derfor hurtigt hen over både kærlighedsaffæren med glædespigen Nenette, og den gangsterboss, som er skyld i Papillons fængsling. Det hastige tempo er ikke videre elegant, og mange replikker fremstår melodramatiske i deres kvikke, direkte facon. ”Nenette, du må glemme mig,” siger Pavillon. Nenette kaster sig grædende om halsen på ham – ”nej, jeg elsker dig!” bedyrer hun og kysser ham en sidste gang.

Den samme mangel på finesse gælder, da Papillon – Hunnam sminket gammel og tyk – i slutningen af filmen vil have sine erindringer udgivet, og en forundret redaktør spørger: ”Har du virkelig oplevet alt dette?”

Men ja, det havde han – based on a true story, people. Filmen bygger på to af Charriéres selvbiografier, og historien er blevet filmatiseret en gang før i 1973 af Franklin J. Schaffner med Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne, som henholdsvis Papillon og Dega.

Man kan spørge sig selv, hvad andet der berettiger en ny filmatisering end producenternes begær efter ussel mammon. Et bud kunne være, at man i 2018-versionen gør brug af en anden råhed, noget Noer har god erfaring med fra R ( fra 2010 – ligeledes en fængselsfilm, dog en hel del mere brutal) og Nordvest (fra 2013), hvilket klæder den barske historie. Den er en effektiv pointering af, hvor modbydeligt fængselslivet har været og er for mange. Korruption og magtmisbrug er virkelig noget af det mest skræmmende, der findes.

Desværre konkurrer plottet med det karakterdrevne og førstnævnte er sejrherre. Konkurrencen efterlader filmen som slave af at få alle handlinger presset med. De rystede action-sekvenser med bevægeligt kamera gør ikke så meget mere end at svimle, omend slåskampene virker realistiske og ubehagelige, hvilket også må være hensigten. Fængselslivet er ækelt og uden barmhjertighed – det er tydeligt, men det hele er mærkeligt stilløst. Det er et helt andet sted, i de stille indstillinger, at filmen finder sin virkelige styrke.

De bedste øjeblikke i Papillon er, når tiden står stille. Det lade sig være, når en sultsvækket Papillon stirrer op i loftet, og man fornemmer, hvordan tiden bliver en flydende, kvælende substans under isolation. Eller under et slagsmål, hvor alles øjne pludselig hviler på kniven, der ligger frakastet på gulvet – alle øjner knivens muligheder. Både håbløsheden og håbet skal findes i disse stille øjeblikke.

Fortællingen om Papillon er eksemplificeringen af, hvordan en stærk, klog mand vil overleve, og hvordan en svag(ere) vil forgå. Venskabet mellem de to mænd Papillon og Dega er det bærende element, der desværre ikke udforskes nok.

Betagende billeder, gode intentioner og -skuespilpræstationer til trods skriver Papillon sig ikke ind i filmhistorien, som noget uforglemmeligt.