VI SES DEROPPE:
En film, der bare er god

Det er godt nok lang tid siden, jeg har set en god fransk film. Det er stort, da jeg er halv franskmand og har boet i Frankrig indtil 2015. Jeg tror, den sidste gode franske film, jeg har set, må være… ja, det er sgu lang tid siden.

Vi ses deroppe (2017) er baseret på en prisvindende roman af Pierre Lemaitres. Bogen har vundet den prestigefylde Goncourt litteraturpris, og det er ikke nogen lille succes. Jeg kan godt huske, da den udkom, og hvor meget den fyldte i medierne i La France.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har nået at få den læst – der har været så meget andet at læse – så at få muligheden for at se den på det store lærred er en fornøjelse.

Filmen starter den 9. november 1918, blot to dage inden slutningen af første verdenskrig. Vores hovedperson, Albert Maillard (Albert Dupontel), er menig i den franske hær. Han bliver trukket ind i et sidste angreb sammen med sin ven, Édouard Péricourt (Nahuel Pérez Biscayart), hvilket går helt galt. Albert falder i et hul, som fyldes med sand og overlever kun takket være en død hest, mens Édouard får ar på krop og sjæl.

Sammen danner de et ualmindeligt makkerpar, hvor Albert skaffer penge til Édouards løjer. Løjerne udvikler sig voldsomt og ender med at blive et kæmpe problem for Paris.

Hele vejen igennem bærer Albert Dupontel filmen. Om det er fordi, at han selv har produceret filmen, vides ikke, men den er både sjov og tragisk på samme tid. En slags ægte dramatisk fortælling, hvor absurditeten i handlingen gør, at man ikke kan lade være med at føle for Albert, som kommer ud for det ene og det andet.

Jeg skal også lige sige, at Nahuel Pérez Biscayart, som vandt en César som best upcoming actor i år for hans rolle i 120 BPM (2017), gør det fantastisk. Grundet filmens handling spiller han ikke med meget andet end sine øjne, og det er helt fantastisk. Sorgen, vreden, lykken og mere: han får det hele med.

Vi ses deroppe er en dejlig blanding af det hele. Handlingen flyder gennem den ene scene efter den anden som en fin rød tråd, der er nem at følge, men heller ikke alt for forudsigelig. Chrisophe Juliens musik genopliver det skøre liv i 1920’erne, som fulgte første verdenskrig – den ene klarinet, som følger temaet gennem hele filmen, synes at næsten håne karaktererne, på samme måde som den netop afsluttede krig aldrig helt giver slip.

Jeg bliver også nødt til at fremhæve det fantastiske brug af sangen Allegiance – titelmelodien fra Penny Dreadful (2014-2016) i en af nøglescenerne. Det hævede hele filmens niveau, og jeg kunne ikke slippe det dramatiske flair, som den pludselig fik af at bruge nummeret.

Der er noget fascinerende over hele filmen – den omhandler et svindelnummer, som Édouard står bag, og hver handling har en reaktion, som nærmest følger Murphys lov uden at blive for meget. Alt, som kan gå galt, går galt, men det bliver aldrig pinligt. Tværtimod.

En film, som virkelig kan fortælle en historie. Det er dét, Vi ses deroppe er.

Og hold kæft en historie. Det er sgu ikke så underligt, at den var nomineret til hele 13 Césars, og at den vandt hele 5 af disse.