EN CHANCE TIL: Moralsk drama mangler realitetssans

Af Ditte Fiil Ravn

En time inde i Susanne Biers nye film En chance til er jeg offer for en stemning. Nærmere bestemt en vis odør. Jeg lugter simpelthen gammel ble. Først tænker jeg: Er jeg så grebet af dramaet, at miljøet bliver så levende? Dernæst om man måske igen er begyndt at eksperimentere med lugtefilm, som man gjorde i 50’erne. Jeg kommer dog frem til, at der enten må være nogen i biografen med en voksenble, eller at en mor på vej til BabyBio er gået forkert. Selvom Susanne Bier er vendt tilbage til sin force, dansk drama, så bliver En Chance Til desværre ikke hendes store genoprejsning efter den skuffende Serena.

 

 

Politimanden Andreas (Nikolaj Coster-Waldau) finder sammen med sin makker Simon (Ulrich Thomsen) en baby svøbt i sit eget feses i et skab hos et junkiepar. Tristan (Nikolaj Lie Kaas) og hans kæreste Sanne (Lykke May Andersen) forsømmer deres barn så groft, at det smerter den selv nybagte far Andreas.

Da en tragedie uden lige rammer Andreas og hans kone Anna (Maria Bonnevie), ser han det som den eneste mulighed at stjæle barnet fra de håbløse narkomaner og give det den omsorg, det skriger efter. Det er tanken om ordinære mennesker, der handler ekstremt i moralen og retfærdighedens tegn, som Bier vil have os til at se og forstå. Men det er svært at falde i filmfølelsernes vold.

ANMELDELSE AF:
En chance til

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Susanne Bier

LAND:
Danmark

Jeg kan bekræfte, hvis ikke titlen allerede antydede det, at Anders Thomas Jensens manuskript er så melodramatisk, så kliché, at al sammenhæng med virkeligheden krakelerer. At Anna bliver ved med at gentage ”Jeg vil have ham” bliver ikke et stærkt udsagn, men en maskering af mangel på bedre at sige. Filmen er tilmed et godt eksempel på, at råb og skrig ikke nødvendigvis giver en replik tyngde og kraft, og især ikke når det er et gentagende virkemiddel.

Argumentationen og omstændighederne er kernen for en film om et moralsk dilemma. Engagementet kommer, når vi er på bølgelængde med de valg, vores karakterer tager. Men det bliver for opstillet, til tider for ulogisk og for mange udveje viser sig til, at dette var Andreas’ eneste mulighed.

Men på trods, så er der også øjeblikke af sandhed i Biers moralske anmærkning. Nikolaj Coster-Waldaus stille stunder viser et oprigtigt menneskes indre moralske kamp, og dét er nerven i fortællingen – ikke de ydre handlinger. Da han i en absurd situation klæder sit eget barn i lortebeskidt tøj og smører resterne på hans krop er skuespillet så sigende, at ingen ord behøves. Ligeledes er den debuterende Lykke May troværdig og sympatisk som den misbrugende moder Sanne.

Maria Bonnevie som Anna er for det meste hysterisk og skriger mere end børnene, og Nikolaj Lie Kaas’ Tristan er en skræmmende, manipulerende taber. Andreas’ modsætning i politimakkeren Simon viser, at Ulrich Thomsens rolle var tænkt som noget sigende, men karakteren fremstod mest af alt tilfældig.

 

En chance til har bestemt underholdningsværdi undervejs, men dens budskab og nerve går tabt. Susanne Bier kan dog stadig noget med mennesker på skærmen, og når det skinner igennem på må og få, så er det opslugende. Men det der med at bruge naturbilleder som overgange mellem scener? Kom nu Bier, det kan du gøre bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *