INTERVIEW:
Elias Eliot: “The Room er et non-stop bombardement af what-the-fuck oplevelser”

Elias Eliot er måske bedre kendt for sin podcast Han Duo med Jacob Ege Hinchely, men har også fået stor omtale i Danmark for at være dén, der først bragte The Room til Husets Biograf. Efter Eliot startede de månedlige visninger af, hvad der bliver kaldt ’verdens værste film’ og ’Citizen Kane af dårlige film’, har filmen fået et massivt publikum i Danmark (og resten af verden) med udsolgte visninger i Huset og til Roskilde Festival. Nu, hvor James Franco har skrevet og instrueret fortællingen om, hvordan denne mærkværdige film blev skabt med The Disaster Artist, har The Room pludseligt fået et endnu større publikum. Jeg ringede til Eliot for at høre, hvordan alt dette egentlig startede, og hvordan The Room kommer til at klare sig i fremtiden.

Så det er lidt af en ære at snakke med nok Danmarks største The Room-ekspert. The Room er selv en af mine yndlingsfilm, selvom jeg ikke helt ved hvad det siger om min filmsmag… Og første gang, jeg så The Room var i Husets Biograf, så tak for det!

(Griner) Jamen […], velbekomme!

Så mit spørgsmål er egentlig, hvornår var første gang du så The Room?

Første gang, jeg så The Room var alene derhjemme. Jeg havde købt DVD’en på Amazon, og det skete efter, jeg havde læst et interview med Tommy [Wiseau, instruktør og kreativt geni bag The Room] nogle måneder før og tænkte bare: ”Det der skal jeg tjekke ud.” Det var så i 2010. Men, det tog lidt tid, før jeg tog mig sammen til at se den. Jeg havde egentlig kun tænkt mig at se de første ti minutter, men jeg endte med at se den hele. Jeg vidste bare, jeg havde overværet noget mageløst. Så prøvede jeg at få den rundt til forskellige biografer. Jeg tænkte bare, at jeg bliver nødt til at gøre et eller andet med den her film. Mange biografer havde en snobbet attitude overfor den, og sagde bare det var trash. Men så gik jeg til Jack [Stevenson, manager af Husets Biograf] og sagde, at filmen er kendt som verdens dårligste film, kunne vi vise den? Jo, det kunne vi godt. Han var på med det samme. Vi havde premiere i januar 2011, og så gik det op derfra.

Hvordan fik I så fat i filmen?

Jeg kontaktede Tommy direkte og fik rettighederne fra ham.  Til at starte med, havde vi tænkt os at vise den på DVD, fordi det var det eneste, vi kunne få fat i. Men, så fandt jeg ud af, at Tommy var enormt samarbejdsvillig. Han var virkelig medgørlig og ville rigtig gerne hjælpe til med at pushe det her. Så han sagde, at han gerne ville hjælpe. Dengang var han noget helt andet. Han fortalte mig, at der var et print af den på Cinemateket i Norge, hvor de havde vist den. Så kontaktede vi dem, og spurgte om de skulle bruge den mere. Det skulle de ikke, og så fik jeg 35mm-printet, og det er stadig det, der bliver vist. Så vi viste den faktisk på premieren på 35mm. Jeg tror faktisk, at Husets Biograf er den eneste biograf i hele verden, der viser den på 35mm. Selv Prince Charles Cinema i London er gået over til at køre den på Blu-ray.

Det kan vi være stolte over her i lille Danmark! Du sagde før, at Tommy Wiseau er blevet ’noget andet nu’, hvad mente du med det?

Jamen, han er blevet meget business og mere firkantet. Han var helt oppe at køre over alt det arbejde, jeg lavede for ham dengang og begyndte også at snakke om, at han ville have, at jeg skulle være hans europæiske agent. Og det var jeg også i et stykke tid. Jeg skaffede kontakter til ham og fik solgt filmen rundt omkring; tog rundt med filmen i Danmark og i Sverige, fik den til Finland, og det, syntes han, var fedt. Det var stadig inden, den virkelig sprang i luften. Nu bliver han bare kontaktet af alle. Men dengang var han virkelig på.

Så han har fået smag for kendislivet?

Det har han sgu altid haft. Han er den mest mærkelige person, jeg nogensinde har mødt. Det er måske ikke så overraskende. Han har jo altid kørt den der stil. Da The Room begyndte så småt at få succes, helt tilbage i 2003, da begyndte han at få det, som han altid har drømt om. Altså, at være filmstjerne. Og der begyndte han at smage noget af det, selvom det måske ikke var på den måde, han havde troet, det ville ske. Så begyndte han også at skabe den persona, altså filmstjernepersonaen, der kommer cruisende ind i solbriller. Nu er han bare forsvundet lidt mere ind i sig selv, blevet lidt mere hård. Han er forsvundet lidt ind i karakteren af Tommy Wiseau.

Hvorfor tror du, at The Room er blevet så stor, i forhold til andre dårlige film?

Jeg tror, der er flere faktorer. Selv blandt alle de ’gode’ dårlige film, jeg har set, så er The Room stadig unik, fordi det er et non-stop bombardement af what-the-fuck oplevelser. Alle andre film i denne sub-genre har altid lige nogle døde momenter. Dermed, The Room er et reelt kærlighedsdrama, som ikke er science fiction, en gyserfilm eller en actionfilm, og det er første gang, jeg har oplevet det inden for ’good-bad movies’-genren. Det gør også, at den tiltaler et bredere publikum. I Husets Biograf har vi helt bogstaveligt haft folk inde fra 10 år til 80 år, der har været inde at se den.

En anden del af det er også, at den skaber det her helt unikke sociale rum, i den time og 40 minutter den varer. Jeg har set folk komme ind til filmen, som ikke kendte hinanden på forhånd, og når de går ud af filmen, er de i dyb samtale og sikkert forsvundet ud i byen sammen. Man er fælles om oplevelsen, mere end man er ved andre film i biografen, fordi man griner med hinanden i stedet for at grine i sin egen lukkede verden. Alle er lige forundrede over det her, så man får en slags fællesforståelse der. For nogen er det nok befriende at kunne få lov til at gå ind i biografen og råbe lige, hvad man vil og være med til at hæve oplevelsen for andre, hvis man har en fed punchline eller noget. Der kommer altid et eller andet nyt og mærkeligt til visningerne.

Jeg har også en yndlingsreaktion, selvom jeg kun har hørt den én gang i San Francisco. Det var til allersidst, der hvor at Mark kysser Tommy på panden, og nogen råbte, med alt hvad han kunne, ”GOOD NIGHT SWEET PRINCE!”. Der er også en, hvor de kommer stormende ind, efter at Tommy har skudt sig selv, hvor Lisa siger, ”Is he dead? Is he dead?” hvor nogen råbte, ”Don’t worry, he’s gone to another room!” Jeg var helt færdig! Hvis jeg nogensinde skulle se den igen, skulle det være til en kæmpevisning i Los Angeles eller i San Francisco eller New York for at opleve nogle af de nye ting, der bliver råbt.

Nu har jeg også hørt lidt af dit podcast, Han Duo, hvor I taler meget om kultfilm, kult-TV osv., men hvad betyder ’kult’ egentlig for dig?

Jeg synes, kult er et svært begreb at definere. Det er noget, der er blevet misrepræsenteret meget, og brugt som salgstrick for distributionsselskaber og dårlige anmeldere. De skriver: ”Hey, det her er den nye kultfilm!” Men det ved de jo ikke endnu. For mig er kult ikke noget, der opstår lige med det samme, men noget som gør sig fortjent til sin betegnelse ved at opbygge et publikum over en længere periode og ved at blive opdaget og virkeligt dyrket. En kultfilm er ikke en kultfilm, hvis den bliver dyrket af 100 millioner mennesker. Lige nu er der et kæmpeboost af The Room på grund af The Disaster Artist, og den har haft nationalpremiere i over 100 biografer i USA i år. Men, skulle The Room gå hen og blive en kæmpesucces og blive vist fast i alle biografer i hele verden, så kunne man måske begynde at sætte spørgsmålstegn ved ”hvor kult er den så nu?” For mig er noget kult, når det har været dyrket af en dedikeret skare i et længere stykke tid. Der er også film, jeg elsker, men som jeg ikke rigtig forstår, at folk kalder ’kult’. Der er nogen, der kalder The Goonies for en kultfilm. Jeg synes ikke, The Goonies er en kultfilm.

Så det kan måske være, at The Room mister sin kultstatus, hvis den bliver for populær?

Altså, jeg tror det ikke. Nu er der et ordentligt boost på grund af The Disaster Artist, men så ryger den nok ned igen. Men det fede er, at der er flere mennesker, der kender til den, men den får aldrig så stor kommerciel succes igen, som den har lige nu.

Det er også dejligt, at der er flere der får lov til at nyde den nu.

Jeg synes, det er fantastisk. Jeg elsker det. Jeg har ikke det der med ”åh nej, nu bliver den mainstream,” jeg synes kun, det er fedt. Jeg elsker, at The Room har fået en biografpremiere i USA.

Dog 15 år senere end Tommy Wiseau havde ønsket sig, men han fik det alligevel.

Det gjorde han, og på mange måder er det også meget smukt.

Hvad, tror du så, er fremtiden for The Room? Tror du, det næste bliver et teaterstykke, en musical eller noget helt tredje?

Altså, jeg kunne sagtens se den komme som musical. Hvis man har læst bogen, ved man, at der er meget mere til historien. Hvis der aldrig skete mere end, at The Room fortsætter med at være den succes, den er nu, er den jo stadig blevet til en større pakke, og mere end bare den værste film nogensinde. Jeg kan godt forestille mig, at der er noget mere i vente.

Greg [Sestero, der spiller Mark i filmen og er medforfatter af The Disaster Artist] har jo skrevet en ny film, som hedder Best F(r)iends, hvor han og Tommy spiller hovedrollerne. Han havde skrevet en rolle til Tommy, og de spiller sammen for første gang i 15 år. Den er jeg faktisk med inde over at lave. Den kommer ud i to dele, umiddelbart med biografpræmiere. Den får ret stor release i USA, i mange hundrede biografer over hele landet. Jeg kommer også til at lave en eller anden biografvisning her i Danmark.

Gregs ønske var at skrive en rolle til Tommy, hvor at han fik lov til at vise, hvad han kan. Tommy bliver aldrig en Oscar-vindende skuespiller. Han bliver aldrig Marlon Brando eller James Dean, men han har alligevel det der udefinerbare, hvor man ikke kan lade være med at se på ham. Det er ikke alle skuespillere, der har det. Der er flere steder i Best F(r)iends, hvor han leverer en oprigtigt rørende præstation. Greg har forsøgt at lave en film, der er mere seriøs, en slags sortkomisk, neo-noir thriller, hvor han også prøver at løsrive sig mere fra The Room. Greg er klar over, at de folk, der primært kommer til den, er The Room-fans, som måske forventer noget mere i samme stil. Hans mål med den var at overraske disse fans, og det gør han. Den er sgu meget fed.

Har du et yndlingsøjeblik i filmen?

Mit yndlingsøjeblik i filmen, som aldrig bliver reageret så meget på, er der, hvor Lisa siger, ”From now on, I wanna do what I wanna do. What do you think I should do?” Jeg elsker det. Det er virkelig skægt. Det er synd, den trækker aldrig så meget. Ellers er folk for småfulde til at fange dem.

Er der nogle andre dårlige film, du håber bliver lige så populære som The Room?

Nej, ikke rigtig. Men, hvis der er nogle, man skal se, så helt sikkert. Jeg synes man skal se Troll 2, og man skal se Miami Connection, som jeg også holder meget af. Og Samurai Cop. De er begge sådan nogle 80’er-action, martial arts-film. De to er helt fantastiske.

Har du nogle forslag til folk, som aldrig har set The Room før? Hvordan skal man gribe den an?

Man skal forvente det uventede. Egentlig skal man bare gå ind til den, og få en filmoplevelse, som man aldrig har haft før. Det mener jeg helt bogstaveligt. Det er okay at være forvirret, og det er okay at have ingen anelse om, hvad der foregår. Det er en del af det. Jeg vil også råde folk til at give sig hen til den. Og så synes jeg, at man skal se den første gang med et publikum. Man skal ikke se den med det mest fulde, overentusiastiske publikum, for så mister man for mange af de små nuancer. Jeg ved, at nogle har fået oplevelsen ødelagt af at nogle folk var for entusiastiske, og det er også synd. Jeg har også set den alene, og det fungerede for mig, men det er langt fra alle, det fungerer for. The Room lever virkelig med et publikum.