ELAINE STRITCH: SHOOT ME: Scenekunstens satiriske provokatør

Af Felix Fleischer

“I got fame. I got money. I wish I could still drive and fuck. Then I would really be a menace!” udbryder Elaine Stritch grinende i filmens begyndelse. Citatet er rammende for den bramfri mentalitet, hvormed det tidligere Broadway-fænomen takler tilværelsen og demonstrerer ikke mindst, hvordan Stritch har fået sit ry som scenekunstens satiriske provokatør. Sekvensen eksemplificerer samtidig ånden i personportrættet Elaine Stritch: Shoot Me, der giver en direkte og dybt underholdende fremstilling af en absolut ener i den amerikanske underholdningsindustri.

Elaine Stritch (1925-2014) er formentligt et navn, de færreste på vore breddegrader er bekendte med. Den nu afdøde film-, tv- og teaterstjerne har dog siden 1940’erne medvirket i et utal af Broadway- og Hollywood-produktioner, der har vundet hende både Tony- og Emmy-statuetter. Elaine Stritch: Shoot Me er produceret og instrueret af Chiemi Karasawa, der over halvandet år fulgte den dengang 86-årige stjerne før, under og efter en af karrierens sidste solo-turnéer. Dokumentaren består mestendels af optagelser fra Stritchs dagligdag suppleret med udtalelser fra menneskerne omkring hende samt udvalgte arkivklip fra hendes lange karriere.

Filmen dvæler dog ikke ved Stritchs fortid, men tager udgangspunkt i de aktuelle udfordringer hun må kæmpe med som 86-årig scenekunstner: Hendes svigtende hukommelse, hendes type 1-diabetes, hendes iltre temperament. Karasawa er ikke bange for at filme Stritch i sine mest intime situationer og lader kameraet køre, også når alt brænder på. Ligeledes er Stritch selv ikke bange for at dele sine bekymringer med publikum: Frygten for alderdommen, savnet af sin afdøde ægtemand og ikke mindst, sin evige kamp mod alkoholismen.

ANMELDELSE AF:
Elaine Stritch: Shoot Me

5-starsORDET SYNES:

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:

Chiemi Karasawa

LAND:
USA

Stritchs enestående evner som entertainer kan der ikke sås tvivl om. I en af filmens mest morsomme sekvenser modtager Stritch til stor begejstring en sending muffins på sit hotelværelse, men stjernen forarges, da kameraet ikke følger hende, idet hun giver sig i kast med at åbne pakken. Stritch træder straks i karakter og beordrer scenen skudt forfra, denne gang med kameraet placeret på klos hold. Selv hverdagens mindste selvfølgeligheder serverer Stritch med overlagt showmanship.

Det er svært ikke at lade sig begejstre af Stritchs satiriske væsen. Da hun en morgen vækkes på sit hotelværelse med nyheden om, at en nært forestående forestilling er blevet aflyst, bemærker hun blot: “Do we still get paid?”. Stritch leverer en god række lignende one-liners filmen igennem, hvilket vidner om et komisk talent, hvis lige scenekunsten sjældent har set.

Udover Stritch selv medvirker en håndfuld prominente skuespillere, der alle har arbejdet med stjernen, heriblandt Alec Baldwin, John Turturro og James Gandolfini. Blandt hendes nærmeste hersker ingen tvivl om den størrelse, Stritch udgør: En krævende, men beundringsværdig kollega med et uovertruffet optrædertalent. Men selvom skuespillervennerne bestemt ikke er blege for at beskrive Stritchs virke i storladne vendinger, bliver filmen aldrig direkte patetisk: Hendes satiriske natur holder sentimentaliteten i skak.

Elaine Stritch: Shoot Me tegner et indsigtsfuldt portræt af en sand performer, som aldrig taber sit publikum af syne, om så hun står forrest på scenekanten eller ligger syg i sengen. Hvad der let kunne være endt som en ligegyldig besyngelse af Stritchs tidligere stjernestunder, bliver i stedet et vittigt og vedkommende livsbillede af hendes sidste år på scenen. Det eneste, man kan ærgre sig over, er, at man ikke har fået øjnene op for Stritch noget før.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *