EKKO SHORTLIST AWARDS: En hyldest til den danske kortfilm

Af Nomi Simone Forchhammer & Emilie Fabricius Hacke

Siden 2000 er filmmagasinet EKKO blevet udgivet 4 gange årligt, med alt fra essays, filmanalyser og interviews med hjemlige såvel som internationale filmikoner. Da den nuværende chefredaktør Claus Christensen kom til i 2002 udvidede EKKO deres målgruppe; nu skulle bladet ikke kun henvende sig internt til filmbranchen, men også omfavne den gængse filmentusiast – som du og jeg.

En ”kort” liste

Netop denne inddragelse af det almene filmpublikum ligger også til grundlag for, hvorfor EKKO Shortlist er opstået. I april 2013 lancerede EKKO en top 10 af Danmarks bedste kortfilm under navnet EKKO Shortlist. Formålet var at sætte fokus på den enorme masse af kortfilmstalenter, der er i det danske filmland. På den måde fungerer shortlisten som en filmisk pendant til en typisk top 10 for musik

Aspiranter kan sende deres bidrag til EKKOs redaktion, der hver uge udvælger to til fire boblere, som kommer i spil til top 10’en. Der er kun få krav til de indsendte film; filmen skal være dansk produceret, vare mindre end 45 minutter og ikke være ældre end 5 år gammel. Herefter er det så EKKOs læsere, der kan stemme på de film, de ønsker skal være på listen. Altså er det ikke nogen smart filmjury bestående af branchefolk, der bestemmer hvilke film, der kommer på denne liste. Tværtimod er det os, publikummet, der har den afgørende indflydelse på denne top 10, hvorfor man oftest også ser, hvordan filmskaberne flittigt deler deres film på sociale medier, i håb om at høste flere stemmer.

En hyldest til kortfilmen

Danmark har en meget stærk og stolt kortfilmstradition. Siden filmskolens stiftelse i 60erne har den danske kortfilm været de spirende instruktørers gennembrudsformat. Internationalt belønnes den danske kortfilm også med et hav af priser. Hele 11 gange har en dansk kortfilm været nomineret til en Oscar, og senest vandt Anders Walthers Helium en Oscar i denne kategori i 2013. Ifølge Claus Christensen fra EKKO er de danske filmmagere blevet dygtige til at fortælle naturlige, vedkommende historier på en kort og koncis måde.

De nye talenter tør mere, hvilket også afspejles i dette års nominerede til EKKO Shortlist Awards 2014, hvor de spirende kortfilmstalenter skal fejres – og det med et show, som loves at blive alt andet end traditionelt. Aftenenes vært er Michael Noer, og juryen består af ti prominente filmfolk, som inkluderer instruktøren bag Armadillo, Janus Metz, skuespillerinden Danica Curcic og fotografen bag Nymphomaniac, Manuel Claro. Juryen har set filmene fra perioden 15. April 2013 – 25. August igennem og nomineret fem film i tolv kategorier. Ud af de 220 film, der har ligget på shortlisten er 38 kortfilm nomineret – film, der alle forstår at finde de store dramaer i det små. Dette ses både i islandske Rúnar Rúnarsson’s Anna, der stilfærdigt skildrer en ung piges eksistens gennem æstetiske billeder og et stærkt manus, som opfordrer publikum til at kigge i dybden og i Thomas Daneskov’s Ud, spring over, ind, der gennem komik beskriver et far og søn forhold, som trods finurlige indslag fremstår meget ærligt.

Selvfølgelig er der også en hovedpris, og da filmene på Ekko Shortlist er bestemt af publikum, er det naturligvis ud fra dette, at de nominerede til Shortlist Prisen 2014 er blevet valgt. En pris, der udover at give de involveret et stort klap på skulderen også lader dem indkassere en præmie på 25.000 kr. De ti nominerede til Shortlist Prisen inkluderer blandt andet den lettere erotiske claymation-film Venus, den grænseoverskridende Mælk og den bevægende fortælling om en transvestits skrupler i Aske Bangs Ladyboy.

Publikum er ikke kun med til at bestemme vinderen af Shortlist Prisen. I ugerne op til  award-showet har hele Danmark haft mulighed for at stemme på de nominerede i alle de 12 kategorier, og publikums stemmer vægter lige så tungt som Juryens. Ekko ønsker nemlig at sprænge rammerne for de typiske filmpriser. ”Vi efterlader al branche-snobberi i døren og byder i stedet velkommen til den almindelige bruger af Shortlist. Vi vil høre alles mening – fra smagsdommerne til cykelhandleren på hjørnet,” siger Christensen.

Hvem vinder?

Der er ingen tvivl om, at de nominerede udgør et stærkt felt, hvor de hver især biddrager med noget særligt. Især ses der i kategorien årets eksperiment et højt niveau indenfor innovation i film som Satellit, hvor der bliver eksperimenteret med bevægelse og klipning og i Mountain, som viser instruktør Martin De Thurahs fortolkning af et Edward Hopper maleri. Niveauet er også højt i animationskategorien, hvor film som tidligere nævnte Venus og den detaljerige Goutte d’Or, som begge konkurrere om Shortlist Prisen, giver én lyst til at klappe i hænderne.

De to animationsfilm får dog kamp til stregen i kampen om hovedprisen, hvor også Ud, spring over, ind med hele fem nomineringer ligger i høj kurs. Filmen bevarer hele vejen et let og charmerende udtryk med en yderst tiltalende billedside og Søren Spannings fantastiske præstation i rollen som den fandenivoldske far. En præstation, der sagtens kunne belønnes med prisen for bedste mandlige skuespiller (hvis den altså ikke snuppes af den unge Jens Sætter-Larsen, som også huserer på de danske tv-skærme i 1864), og hvis det skulle blive i familien, kunne sønnen Jasper Spanning da også sagtens nuppe prisen for bedste fotografering.

Ud, spring over, ind er også nomineret i kategorien for bedste fiktion, men her får den hård konkurrence fra Marie Grathø Sørensens’ Daimi, der i den grad skiller sig ud og efterlader et indtryk, der bliver ved dig. Hovedrolleindehaveren Bebiane Ivalo Kreutzmann spiller den absurde karakter med en indlevelse, der hiver publikum direkte ind i karakterens sind, og selvom den garvede Birthe Neumann gør det fantastisk i Ladyboy og den populære Sarah-Sofie Boussnina også er nomineret, så fortjener Bebianes næsten ordløse formidling af en ung piges indre klart prisen for bedste skuespillerinde.

Uanset hvad bliver det interessant at se, hvordan priserne bliver fordelt, når publikum også har noget at skulle have sagt. Dertil er det altid en fornøjelse, når der bliver brugt tid og ressourcer på at hylde dem, der deler deres vision med os og skaber film, der tør tage chancer og udfordre den gængse filmoplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *