EFTER STORMEN: Livet er en stille storm

Af Mikkel Tengvad

Hvornår er man for gammel til at spørge sig selv, hvad man vil være, når man bliver stor? Selvom Ryota (Hiroshi Abe) har rundet et halvt århundrede, står det endnu ikke klart for ham, hvem han vil være. Drømmen om at blive en succesfuld romanforfatter lurer konstant i baghovedet, men som vi alle ved, kan der være langt fra drøm til virkelighed. I virkeligheden balancerer han et ustabilt familieliv med et rutinepræget job og lige så rutineprægede gamblingproblemer. Sønnen ser han for sjældent, og ekskonens børnebidrag må lade livet til fordel for væddeløbsbanen eller en lottokupon.

Den prisvindende japanske instruktør, Kore-eda Hirokazu, kunne vælge mange vinkler i fortællingen om Ryota — hvilket er præcis, hvad han gør. Han fortæller hverken historien om en mand, der gambler for meget, ej heller fortæller han historien om det anspændte far-søn-forhold. Han fortæller en historie om almindelige mennesker, og almindelige mennesker er sammensatte.

Ganske vist er plottet svagt, men den menneskelige troværdighed er tårnhøj. Som en moderne Ozu tager Hirokazu os med ind i de japanske hjem uden at gøre brug af overdrevne filmiske finurligheder. Forcen ligger i den hverdagsgenkendelige dialog, selvom den foregår på japansk, og det naturlige skuespil. Det føles i sandhed oprigtigt og ægte, og man mærker virkelig, at instruktøren har trukket en del inspiration fra sin egen livshistorie.

ANMELDELSE AF:
Efter stormen

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Kore-eda Hirokazu

LAND:
Japan

Selvom der er varme og kærlighed mellem familiemedlemmerne, er der også fortrydelse og brændte broer. Måske var ekskonen i virkeligheden den eneste ene, og måske skulle man have brugt mere tid sammen med sin far, mens han var i live. Bagklogskabens lys kan lyse alting op. Latter og glæde kan hurtigt erstattes af sorg og tårer. Det er hverdagspoetisk, uden at blive lommefilosofisk.

Selvom man kan savne, at filmen for alvor går i dybden — for alvor river fat i de store følelser — er det dog dens afdæmpede autenticitet, der gør den charmerende og tankevækkende. Selv når tyfonen raser udenfor, kammer filmen ikke over. Filmen er hverken mere eller mindre klimatisk før, under eller efter stormen. Men hvis livet ikke kan siges at have et decideret klimaks, giver det kun mening, at filmen heller ikke har det.

Efter stormen er på ingen måde en storslået oplevelse, men det er et forfriskende luftigt pusterum til en filmscene, der er stopfyldt med amerikanske blockbusters og eksplosive computeranimationer i stride strømme. Det er et japansk slice of life, der er fornemt udskåret af en af Japans finere instruktører.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *