Effektorgier eller kvalitetsfilm

Af Cécile A-C Zimmermann

Tre hobitter
I denne uge anmelder Ordet Hobbitten – Dragen Smaugs ødemark (2013). Peter Jackson har valgt at dele Hobbitten op i tre film, der cirka tager alt med fra bøgerne. Han sørgede samtidigt for at få så mange effekter i 3D med som muligt. Efter at have set den første i serien var mit umiddelbare indtryk: ’Flot film, men den er lang i sig selv, og der er hele to til. Den bør næsten hedde: ’The Neverending Story of the Hobbit’.

Filmkvaliteten ligger i balancen
Jeg måler filmkvalitet i balancen mellem fortælling og virkemidler. De visuelle effekter skal ikke tage over som i visse moderne actionfilm, hvor alt går op i de nyeste former for eksplosioner, der oftest er narrativt umotiverede.

Peter Jackson, vil jeg påstå, har en tendens til at gå ’all in’ med effekterne og glemme fortællingen. Det ’bedste’ eksempel er nok King Kong (2005), der blev 187 minutter lang. Der er mange flotte effekter af eksempelvis kæmpe overdimensionerede dyr, men Gud hvor var den kedelig! Jeg vil ikke lyde som om, at Jackson er en good-for-nothing-effekt-junkie. Ringenes Herre-trilogien (2001-2003) synes jeg for eksempel havde god balance.

Actionfilm på godt og ondt
Grunden til, at narrativt umotiverede effekter irriterer mig så meget, skyldes nok rettere de actionfilm, der hyppigt bruger muskelbundter såsom Vin Diesel. Ikke nok med, at de mandelige stjerner skal være pumpet til et punkt, hvor de ligner kødballoner, en mode Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone nok startede i 70’erne og 80’erne, skal filmene også gerne spamme seeren med vildere og voldsommere eksplosioner og drabsmetoder. Quentin Tarantino har altid haft smag for raffineret og ekstrem vold, men han er en af de bedste til at få volden til at harmonere i et narrativ med ligeså ekstrem dialog. I Vin Diesel-actionfilm som XxX (2002) er der intet inspirerende sammenstrikket manus til at motivere de talrige eksplosioner.

Nye retro tendenser
Til gengæld har jeg bemærket en del 90’er-agtige actionfilm komme frem igen. For eksempel Escape Plan (2013) med Arnold og Stallone, der sparker røv som udbryderkonger fra det sygeste fængsel set hidtil. Nok er filmen klippet hurtigere, og tricksne i flugten er blevet mere avancerede, men narrativet er meget back to basics: Stallone er udbryderkonge, men ender i et fængsel, der er umuligt at bryde ud af – eller? Vi ved fra starten af, at Stallone og Arnold selvfølgelig slipper ud, men vi nyder rejsen derhen. Antagonisten, fængselschefen, er en ond psykopat. Der er ingen tvivl om, hvem de gode er, og hvem de onde er. I hvert fald ikke i forhold til, hvem vi lærer at kende.

Escape Plan er også politisk bevidst, i det udbryderkongerne allierer sig med de terrormistænkte fanger. Fangerne er amerikanere såvel som arabiske muslimer. Deres hovedallierede muslim er dog indsat på grund af drug-kartel-dealings. Filmen tør alligevel ikke gøre en Al-Qaeda terrorist til Stallone og Arnolds nye bedste ven. I 90’erne var der også altid klassiske onde. De plejede bare at være terrorister eller nazister. Escape Plan opdaterer fjenden til en mere abstrakt elite, der handler udenfor det politiske system og er styret af penge. Kapitalismen er altså fjenden.

Jeg savner kvalitetsactionfilm
Selvom jeg godt kan lide film af Carl T.H. Dreyer og stumfilm, er jeg langt fra en filmsnob. Jeg elsker en god actionfilm som Die Hard (1988) eller Flygtningen (1993), med den ene mand, der står overfor det umulige. Den moderne version af westernhelten, der redder byen som Gary Cooper i Sheriffen (1952). Good stuff. Jeg synes som sagt bare, at der er en sørgelig tendens til at det mere og mere kommer til at handle om de ekstreme visuelle effekter, hvilket tit går ud over historien. Som sagt gælder det ikke alle film. Jeg håber virkelig på, at der kommer mange flere actionfilm som Escape Plan fremover.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *