Anmeldelse
EDIE: Forudsigeligt bjergbestigerdrama

Af Emma Louise Ellehøj

83-årige Edie er træt af livet. Hun har tilbragt de sidste mange år i et ulykkeligt ægteskab, og da hendes stumme mand endelig stiller træskoene, bliver hun sendt på plejehjem. Her klipper hun hovedet af roserne til tvungent blomsterbindingskursus, indtil hun til sidst beslutter sig for at opfylde en gammel drøm om at bestige bjerget Suilven. Bjerget er selvfølgelig ikke bare et bjerg, men verdens ældste symbol på, at det aldrig er for sent for en atletisk gammel dame at gøre det umulige.

Sheila Hancock er god som den usikre, men stædige Edie, og det skotske højland er flot og grønt på den helt rigtige måde, men Edie følger en formular så velkendt, at det hurtigt bliver kedeligt. Kevin Guthrie spiller Edies yngre sidekick Johnny, der skal hjælpe hende med bjergbestigningen og selvfølgelig undervejs lærer en vigtig lektie om at leve livet fuldt ud. Carpe diem og alt det der.

Det umage makkerpars tid sammen resulterer i mange øjeblikke, hvor de griner hjerteligt eller kigger tænksomt ud i horisonten til musik så følsom, at det er en sukkersød Merci-reklame værdigt. Johnny lærer Edie at fiske og drikke stærk cider, og de hygger sig, men det er uklart, hvorfor det pludselig er det vigtigste i Johnnys liv, at den bitre dame, han mødte for et par dage siden, når toppen af det bjerg. Det er også uklart, hvorfor Edie alligevel til sidst beslutter, at hun bliver nødt til at bestige bjerget helt alene. En beslutning der besværliggøres af et dramatisk uvejr, som er lige så forudsigeligt som resten af filmens plot.

Film med ældre kvinder i hovedrollen er sjældne, så man håber virkelig det bedste for instruktør Simon Hunters debut, men Edie er sentimental uden nogensinde at blive rørende. Der findes film nok om både bjergbestigning og gamle mennesker, der begiver sig ud på et sidste livsbekræftende eventyr. Edie tilføjer intet nyt.

Kommentarer