SKYSCRAPER:
Dybt at falde

Jeg ville så gerne tro på, at Dwayne “The Rock” Johnson kunne bære Skyscraper på sine brede skuldre. Jeg håbede inderligt, at han med charme, selvtillid og ingen hår ville kunne levere en underholdende, hårdtslående actionfilm—en ny generations Bruce Willis i en moderne Die Hard (1988).

Min optimisme får bare ikke et ben til jorden. Netop Die Hard er der sandsynligvis taget masser af inspiration fra, men det er uden et glimt i øjet, gedigen action eller den mindste smule humor.

Stakkels ”The Rock” viser lige så mange følelser som en klippe. Jeg ville ganske enkelt kalde det skidt skuespil, hvis ikke det var fordi, at alle de andre skuespillere har det samme problem. Noget må være gået grueligt galt med instruktionen, for der er vitterligt ingen, der formår at skinne igennem. Mand og kone, Will (Dwayne Johnson) og Sarah Sawyer (Neve Campbell), har ingen form for kemi sammen. Mens Johnson virker fastlåst i et enkelt ansigtsudtryk og den samme intonation, spiller Campell uden nogen som helst form for dybde. Pablo Schreiber som Wills gamle FBI-ven, Ben, og Roland Møller som terroristskurken Kores Botha kommer tættest på at spille egentlige karakterer—men sidstnævnte kan også skjule sin mangelfulde præstation bag en sydafrikansk accent.

Netop Sarah Sawyers kommentar om, at han ”lød skandinavisk”, fik trukket den største latter ud af publikum i løbet af filmen. Hvorfor de ikke blot lod Møller lyde og være dansk går over min forstand—måske virker vi bare ikke som særlig truende terrorister. Men det er sigende, at den mærkværdige bommert er Skyscrapers sjoveste øjeblik. Den store flok civile tilskuere, der fulgte begivenhederne i den Hongkongske skyskraber på storskærm, lod til at more sig en hel del mere, end jeg gjorde. Jeg misunder dem, for Skyscraper mangler voldsomt en dosis humor.

En gang imellem er der glimt af ægteskabelig kemi og underholdende dialog—især mellem Will og Ben. Men selv de få jokes, der er med, drukner i kedelige skuespilpræstationer og dårlig timing. Når Will mumler ”this is stupid” før han skal ud og klatre på den titulære skyskraber iført reb og gaffatape, så griner man ikke—man er bare enig. Havde instruktionen og manuskriptet været stærkere, ville hele filmen også stå stærkere.

Actionscenerne i denne actionfuser halter også. De fleste af dem virker nærmest skemalagte; noget farligt står i vejen for Will og co., de er næsten ved ikke at klare den og så kommer de på dramatisk vis gennem spændingen. Det er på ingen måde pirrende eller medrivende, og klimakset er endda så absurd, at det er umuligt at gå op i. Et par gange får man dog et sug i maven, når tyngdekræften er ved at sende Will til jorden som en kampesten. Og en af de første actionsekvenser fungerer faktisk meget godt. Det er absurd på den fede måde, når Will slås i et køkken, tumler hen over køkkenbordene og forsvarer sig med en blusrist.

Her kommer hans benprotese også i spil. Den kommer i vejen for en kugle, men bliver også hevet af, så Will må slå en proper næve på et ben. Det er yderst atypisk for en actionhelt, og han bliver hverken til et offer eller til inspirationsporno. Det er bare en del af ham, der hjælper og hindrer på forskellige måder gennem hele filmen—selvom protesen holder til mærkværdigt mange tæsk.

Will Sawyer har faktisk reelt heltepotentiale. Hans personlighed kredser bare omkring Sawyer-familien og intet andet, og skuespillet er bedøvende kedeligt. Det er Skyscraper i en nøddeskal; personlighedsløs og fantasiforladt. Og det er synd, for der er glimt af potentiale mellem murbrokkerne.