DUNKIRK:
I sansernes vold

Christopher Nolan er en af Hollywoods mest uomgængelige skikkelser lige nu. Om man kan lide hans film eller ej, kan man ikke andet end at bifalde hans forsøg på at skabe ambitiøse og originale blockbusters i en tid, hvor Hollywood er domineret af uendelig mangel på nytænkning. Dog har hans seneste par film, i særdeleshed The Dark Knight Rises (2012), lidt under uendeligt lange spilletider og til tider tåkrummende og gumpetung dialog. Med krigsfilmen Dunkirk tager Nolan et forfriskende skridt i en mere simpel fortællermæssig retning, uden at hans ambitioner kompromitteres.

Her er ingen hukommelsestab, superhelte, ormehuller eller drømme inden i drømme, men i stedet en skildring af virkelige begivenheder fra 2. Verdenskrig. Over 300.000 franske og britiske soldater har i 1940 trukket sig tilbage fra de tyske tropper og er nu fanget på kystlinjen, omringet af fjender der konstant angriber. Her følges tre sideløbene historier – unge soldater på stranden der forsøger at komme om bord på de få skibe, der kan sejle dem hjem, en lille familie der sejler ud i deres private båd for at evakuere så mange soldater som muligt og jagerpiloter der går til modangreb mod fjenden.

I forhold til Nolans tidligere værker er plottet såre simpelt og så udfolder det hele sig endda på blot en time og 47 minutter, en næsten uhørt kort spilletid for en moderne blockbuster, hvilket kan mærkes på den bedst mulige måde. Der er ikke noget overflødigt fedt og den formår at være knugende intens i næsten hele sin spilletid. Hver gang en forhindring overkommes, kastes den næste i hovedet på hovedpersonerne, hvilket munder ud i at filmen handler om overlevelse, uden romantiske sidefortællinger, heroiske patrioter eller djævelske nazister. Tyskerne ses knapt nok igennem hele filmen, men er i stedet en ansigtsløs og overvældende fjende man kun kan flygte fra. Filmen fortælles endda, specielt i første halvdel, kun med ekstremt sparsom dialog og lader i stedet billede og lyd fortælle historien, der til gengæld er helt i topklasse. Lyddesignet skildrer krig med al den larm og ødelæggelse det indebærer og det er direkte skræmmende, når fjendtlige jagerfly kan høres nærme sig. Filmfotograf Hoyte van Hoytema formår med IMAX-formatet både at favne både det storslåede og helt intime. Man overvældes til tider af de storladne billeder med tusindvis af statister, der skaber associationer til storfilm af David Lean eller endda D. W. Griffith.

ANMELDELSE AF:
Dunkirk

ORDET SYNES:

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Christopher Nolan

LAND:
USA/England/Frankrig/Holland

Filmens sparsomme dialog og generelle fokus på intense øjeblikke, hvor der kæmpes for overlevelse, gør desværre at man aldrig rigtig kommer ind under huden på karaktererne. De gennemgår, med få undtagelser, ikke nogen stor udvikling. Typisk for Nolan er der også en tidsmæssig forskydning mellem de tre sideløbne historier der godt nok var snedigt sammensat, men ikke lod til at have nogen dybere mening. Dog er skuespillet godt hele vejen rundt, fra Cillian Murphys soldat med granatchok til Harry Styles’ omdiskuterede skuespilsdebut, men man kan kun ærgre sig over at Tom Hardy sidder i et flysæde med en iltmaske for ansigtet det meste af filmens spilletid.

Nolan fortsætter i Dunkirk sit frugtbare samarbejde med komponist Hans Zimmer, der har sat sit præg på moderne filmmusik. Uheldigvis føles dette mest af alt som et ’best of’-opkog af Zimmers tidligere værker. Der er perkussive strygere og dissonanser i massevis, i en sådan grad at det nogle gange bliver direkte trættende, for der er musik næsten konstant. Med så overdådige billeder og lyd, er der ikke behov for den konstante musik til at understrege, hvor spændende det hele er. Hvis man forventede et karakterdrevent drama eller en film i samme boldgade som Inception eller Interstellar bliver man måske skuffet. Det samme gør sig gældende, hvis man havde forventet en nytænkende og tankevækkende krigsfilm. I stedet skal man forberede sig på en intens rutsjebanetur, der drives af overdådige sanseindtryk, hvor filmsproget er i fokus. Det er derfor et lille mirakel at Nolan har fået så mange penge til at lave sådan en film og man kan kun håbe at andre af Hollywoods sværvægtere lader sig inspirere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *