THE DUKE OF BURGUNDY: Stereotype, sadomasochistiske lesbiske, der ser godt ud

Af Neia Pil Højsteen

Farverne er grønne, billederne nærmest damper af fugtighed og sanselighed. Lyset er varmt. Bløde, slørede skuldre med en strop fra lækkert lingeri i silke, en krummet tå, eller en kameraføring, der følger kvindens konturer og et ben klædt i en 30-den nylonstrømpe. Det er de bedste materialer. De flotteste billeder. Sublimt filmet – alt sammen.

Men hvorfor skal en mandlig instruktør tolke kvindens kærlighedsliv som en smuk, sanselig, silkeblød og følsom begivenhed – igen? Det kan godt være, at historien vil være edgy med homoseksualitet som tema (ja, det grimme L-word…) og endda i en sadomasochistisk setting – skaberne har bare glemt, at der er gået årtier siden deres verdenssyn blev født. Måske har de ikke rykket sig en meter, men det er vi altså heldigvis mange, der har.

Netop i sit forsøg på at være normbrydende, cementerer The Duke of Burgundy, at normen endnu lever i bedste velgående. Filmen ligesom spiller på, at det er særligt at være lesbisk, at det er specielt at udleve et sadomasochistisk sexliv.

Sadomasochismen i (og uden for) sengen modsvares langt fra i æstetikken, der derimod er indbegrebet af den stereotype og mandsdefinerede betydning af begrebet femininitet.

ANMELDELSE AF:
The Duke of Burgundy

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Peter Strickland

LAND:
UK

Sexscenerne er mere sødmefulde og bløde end romantiske komediers missionærstillinger. Og filmen holder sig på dydighedens sti med meget få nøgne lemmer, der til gengæld vises i hyppig brug af dobbelteksponeringer, så de to elskende bogstaveligt talt smelter sammen i akten.

Der drages visuelle paralleller mellem kvinden og smukke sommerfugle, frodig natur og hjemmelig, velindrettet og harmonisk skønhed. Og når kvinderne i dette all-female-cast kaster sig over akademiske studier, er det uden realitetssans og med en perfektionistisk detaljerigdom, der er både sød og køn, men ikke meget bevendt. Man undrer sig lidt over, at dette matriarkalske samfund overhovedet kan løbe rundt. Der mangler mænd – ikke kun til at befrugte æggene. Det kunne have været en eksperimenterende og metaforisk fremstilling af stærke kvinder, men bliver det aldrig.

På det poetiske, billedlige plan er The Duke of Burgundy dog sjældent smuk og eksklusivt eksperimenterende. Der ses et rigt og (til tider) modigt arbejde med montager, fra pausemontager med kaleideoskop-mønstrede sommerfuglevinger og krummelurer til især en nævneværdig associationsmontage, der begynder med en ekstrem, haptisk zoom-ind på Sidse Babett Knudsens (ikke nøgne) skede, der hermed får tillagt storhed, som det ses i Magrittes La Représentation (1937), men mindre lig Courbets Verdens oprindelse (1866), der er – lad os sige – mere direkte i sit udtryk.

I en cykelsekvens ses æstetisk inspiration fra coveret på Rosemary’s Baby (Polanski, 1968). Hvis en film kan byde på mange scener, der er lige så smukke, som det papir Polanski vælger at pakke sine film ind i, er det altså mesterligt.

Hvor historien er normativ i sin idé om, at det er en fundamental anderledes kærlighedsfortælling, blot fordi forholdet udspiller sig mellem to kvinder, er det dog på den anden side en enormt fin skildring af parforhold. Problemetikken om, hvor meget man kan og skal give af sig selv, undersøges på fornemmeste vis i en konstant vekslen mellem smerte og lyst.

Det hele sættes på spidsen af et kreativt og nonlineært narrativt forløb, der både narrer os og åbenbarer sammenhænge, der ellers kunne være blevet adskilt af kronologien. Således er fortællingen mere finurlig, end den først synes. Og efterhånden smuldrer den smukke facade og åbenbarer en noget anden virkelighed. Pludselig er der huller i de dyre silkestrømper – og det klæder dem faktisk, selvom både lingeri og parfume har haft selvstændige stillinger i crewet.

Kommentarer