Du forsvinder: Psykologisk drama sætter gang i de helt store følelser.

Af Emma Louise Ellehøj

Hvem er du egentlig? Et spørgsmål, der kan skabe både forvirring og en solid portion eksistentiel angst, hvis man tænker for meget over det. I det psykologiske drama Du forsvinder bliver det menneskelige sind sat på spidsen, når der stilles spørgsmål til, hvorvidt vi har en fri vilje, eller om alt vi gør, oplever og erindrer blot er en konsekvens af en række uforudsigelige kemiske reaktioner, der foregår i vores hjerne.

 

Hele A-holdet af dansk skuespil er samlet på sidelinjen, når skoleinspektøren Frederik (Nikolaj Lie Kaas) bliver anklaget for at have begået underslæb for over 12  millioner kroner. Store dele af filmen foregår i retssalen, hvor forsvaret er bygget op omkring det faktum, at Frederik for tre år siden fik en hjernesvulst, der har gjort ham utilregnelig og ude af stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Hele forløbet bliver fortalt gennem hans hustru, spillet af Trine Dyrholm, der gør det glimrende som den skrøbelige og magtesløse ægtefælle, der hverken kan forlige sig med sin mands sygdom eller det faktum, at han måske er ved at blive rask. Filmen er generelt præget af virkelig stærke skuespilpræstationer. Også parrets unge søn (Sofus Rønnov) formår at levere både de helt store følelser og små tiltrængte øjeblikke af comic relief, som da han for eksempel påpeger, at han, i kraft af at være teenager, har en skadet frontallap og nedsat impulskontrol præcis som sin hjerneskadede far.

 

ANMELDELSE AF:
Du forsvinder

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Peter Schønau Fog

LAND:
Danmark

Peter Schønau Fog, der tidligere har instrueret den ligeledes alvorlige Kunsten at græde i kor(2006), forsøger i den yderst velproducerede Du forsvinder at undersøge, hvad der gør os, til dem, vi er. Kontrasten mellem de mange rørende scener, hvor de helt store følelser er i spil, og iskolde facts om de biologiske processer, der udløser disse følelser, er med til at give filmen et nuanceret og interessant blik på, hvad det vil sige at være et menneske. De klassiske forklaringsmodeller bliver vendt på hovedet, når det for eksempel uddybes, hvordan Frederiks forsvarer Bernards (Michael Nyqvist) hengivne loyalitet over for sin handicappede kone ikke skyldes ubetinget kærlighed. Det er derimod resultatet af en øget mængde af troskabsstoffet oxytocin, der ellers forekommer i meget lille udstrækning hos mænd. Det er i konkrete eksempler som dette, at filmens pointe kommer klarest til udtryk. Desværre bliver indlevelsen i første halvdel af filmen hæmmet af en sommetider monoton og overforklarende voice-over, der efterhånden kommer til at føles som et foredrag, hvor man får så meget at vide, at man til sidst glemmer at høre efter.

 

I filmens afsluttende del tager fortællingen en drejning der, selvom den overrasker, føles for ubegrundet til at gøre et længerevarende indtryk. Man sidder tilbage med en lidt flad fornemmelse af, at der mangler noget, hvilket er en skam med et tema, der ellers rummer så meget dybde. Du forsvinder ender med at være et smukt, og til tider gribende, forsøg på at afdække den menneskelige psyke. De sidste afgørende brikker mangler dog at falde på plads, før filmen for alvor kan ramme ens åbenbart meget komplicerede følelsesapparat.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *